Danskers it-firma ryger af børsen i USA - kursen i frit fald: "Vi føler os ført bag lyset"
Foto: PR
Efter regnskabsrod, fyrede revisorer og gentagne trusler om en afnotering ryger it-firmaet Ominto, der er ejet af danskeren Michael Brudevold Hansen, nu af kurslisterne på Nasdaq i New York.

Det oplyser selskabet, som har en række danske rigmænd med ombord, selv i en børsmeddelelse.

Det sker blot lidt over et år, efter selskabet blev løftet op fra den lille OTC-børs til Nasdaq, som samtidig gav stifter Michael Brudevold Hansen en bonus på 21 mio. kr.

Nyheden har fået investorerne til at løbe skrigende væk fra aktien, der er raslet ned med 61 pct., så den nu blot koster 1 dollar.

Kort efter Ominto gik på Nasdaq til flere minutter lange klapsalver og hujen i marts sidste år var prisen på en aktie helt oppe på 16 dollar.

Hverken Ominto eller Michael Hansen, der er stifter, topchef og hovedaktionær, er vendt tilbage på henvendelser til denne artikel, men i en pressemeddelelse skriver selskabet, at det er kravene om at aflevere regnskaber til tiden, der tvinger dem af børsen.

Investorer raser over afnotering

Ominto, der står bag cash back-platformen Dubli.com, der tilbyder kontant rabat ved onlinehandel, gik på børsen med en række velhavende danskere blandt investorerne.

Det tidligere milliardærklubmedlem Ole Abildgaard, der blev aktionær i Ominto, mens selskabet fortsat var på OTC-børsen, raser over afnoteringen.

"Jeg synes, det er en skandale og meget skuffende," skriver han i en sms, hvor han også skyder på selskabets top.

"Der sidder en bestyrelse med en lang og succesfuld forretningskarriere bag sig på topplan. Det var afgørende for min investering."

Torben Bjørn Christensen, der er medejer af El-Po Invest, der er en af de største investorer i Ominto, føler sig taget godt og grundigt ved næsen af Ominto-stifter Michael Hansen.

"Vi føler i den grad, at vi er blevet ført bag lyset, og at vi har været i kompagniskab med folk, som ikke har haft reelle hensigter," siger mangemillionæren og fortsætter:

"Det er utilgiveligt, og vi føler, at den daglige ledelse med Michael Hansen i spidsen har haft en anden dagsorden. Vi kan ikke finde ud af, hvad det skulle være, men Michael Hansen fik jo et meget stort millionbeløb, da Ominto gik på Nasdaq."

Regnskabsrod efter opkøb

Ominto har været i stormvejr siden selskabet gik på Nasdaq sidste år. Mens aktiekursen raslede ned, kom selskabet hurtigt bagud med sine kvartalsregnskaber og Nasdaq truede flere gange med at flå it-firmaet af kurslisterne, hvis de ikke makkede ret.

Tidligere har Michael Brudevold Hansen, der bor i Dubai, ellers nedtonet problemerne med at aflevere regnskaber til tiden.

"Vi er jo ikke det eneste firma, der er kommet bagud med vores regnskab. Den her artikel er fuldstændig meningsløs. Der er virkelig ingenting at skrive om," sagde Michael Brudevold Hansen i september sidste år, efter Ominto havde fået den første advarsel af Nasdaq.

Senere måtte selskabet gå tilbage og rette flere gamle regnskaber, fordi man havde lavet graverende fejl i forbindelse med et opsigtsvækkende opkøb af det lille animationsfirma i Billund, Lani Pixels.

stvr@borsen.dk
mach@borsen.dk

Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


"Så ved man, at man er nødt til at lukke og slukke"

Boligejere går glip af gylden mulighed i sommervarmen

Kærestepar bag innovativ skjortesucces: Vores startup kommer før vores forhold

Bureaukratiske opgaver fik krimiforfatter Steffen Jacobsen til at forlade lægegerningen

Så mange fremvisninger kræver det at sælge et sommerhus eller en storbylejlighed

Tag en dukkert fra havnemolen - aftensolen rammer La Banchina sidst

Salget af sommerhuse halter efter sidste år - er du klar til at købe et?

Priserne på receptpligtig medicin er faldet markant

Raawii: "Vi skal være et kulturelt, humanistisk firma, men vi er ikke bange for profit. Det er jo ikke velgørenhed"