Ambu skruer opkøbsbissen på efter stærkt kvartal
Ambus topchef Lars Marcher
Foto: Magnus Møller
Virksomheder Af
Ambu belønnes endnu en gang på aktiemarkedet for et godt kvartalsregnskab og en opjustering af helårsprognosen. Væksten på både top og bundlinjen giver topchef Lars Marcher den ønskede robusthed i pengekassen til at intensivere jagten på opkøbsmål.

"Vi har en god platform, der kan bære flere ting i tasken. Vi kigger på, hvem har de produkter, og hvordan kan vi gøre Ambu attraktiv, så de virksomheder vil sælge. Vi føler, at vi har en rigtig god mulighed for at fokusere og selektere de virksomheder, der kan være med til at skabe yderligere vækst for Ambu," siger Lars Marcher, adm. direktør i Ambu.

Han fortæller, at uden at udstede nye aktier, og ikke geare gælden mere end et niveau på op til fire gange driftsindtjeningen, så kan selskabet magte opkøb på 3-4 mia. kr., men udsteder selskabet 10 pct. nye aktier med den markedsværdi, selskabet har i dag, så øges det finansielle råderum til 6-8 mia. kr.

"Det er ikke det samme som at sige, at jeg skal bruge dem, men det er meget godt at vide, at man har dem," siger Lars Marcher.

Undgår udvanding

Selskabet har hidtil finansieret opkøb via driften eller igennem obligationslån, og har på den måde undgået at udvande aktionærerne.

Men er fokus på at lave store opkøb eller mindre opkøb?


"Problemet med de store opkøb, når man vokser mange gange mere end markedet og væsentligt mere end konkurrenterne, er risikoen for at udvande din vækstmodel, så derfor er vi mere selektive på teknologiopkøb og ting, der virkelig kan skabe værdi i forhold til vores vækst," siger Lars Marcher.

Han vil dog ikke afvise, at et stort opkøb kan komme på tale.

"Det er svært at sige, om det bliver det ene eller det andet. Vi arbejder på begge muligheder, og for os er prisen ikke afgørende. Vi kigger mere på om det er kvalitet, vi har med at gøre, og om det passer ind i vores fokus og vores system, frem for bare at købe omsætning," siger Lars Marcher.

Investeringer presser lønsomhed

I det netop overståede tredje kvartal for selskabet voksede salget 16 pct. og driftsmargingen landede på 21,6 pct. For hele 2016/17 spår Ambu nu en salgsvækst på ca. 14 pct. og en driftsmargin (ebit) på ca. 19 pct., trods den har ligget højere i de seneste to kvartaler, og fjerde kvartal er normalt selskabets mest lønsomme kvartal.

"Grunden til at den ikke er højere, er at det er fjollet, hvis vi har nogle investeringsmuligheder, der kan underbygge vores stærke vækst, at lade være med at bruge penge på det. I stedet for at sætte en højere ebit-margin i forventning, og så risikere at skulle nedskrive den, så lægger vi den lidt lavere og investerer samtidigt 5 mio. dollar i mere vækst," siger Lars Marcher.

Investeringen på 5 mio. dollar sker i 35-40 nye sælgere i USA, hvor selskabet samlet er omtrent 700 mand og henter knap halvdelen af omsætningen.

"I USA er vi på vej mod en omsætning på 1,5 mia. kr. inden for ganske få år," siger en optimistisk Ambu-chef, efter at selskabet voksede 13 pct. i USA i tredje kvartal.

Med tocifret vækst kræver det ekstra at fastholde momentum, og Lars Marcher peger på tre afgørende fokuspunkter, for at holde kadencen.

"For nogle år siden investerede vi mere end vi kunne bære i nye fabrikker og infrastruktur på en forholdsvis beskeden omsætning, så vi har ligesom investeret i fremtiden dengang med håb om at omsætningen kunne stige, som den gør nu," siger Lars Marcher.

"Fremadrettet kommer vi ikke til at bruge så mange penge på investeringer i infrastruktur, fordi vi har den kapacitet og globale placering, som er vigtig," tilføjer han, og fastslår, at ud over opkøb vil fokus nu være på at styrke den kommercielle side som det ses med udvidelsen af salgsstyrken i USA.

Innovation, innovation, innovation

Endelig er fokus på investeringer i innovation, hvor Ambu nu investerer på et historisk højt niveau.

"Vi har fordoblet vores udviklingsressourcer. Vi er ved at udvide i Ballerup, fordi vi ikke kan være her mere. At bringe nye produkter til markedet er helt afgørende for os," siger Lars Marcher.

Et af de nyere produkter videoskopet Ascope, som er et engangskop, som er ved at udskifte de traditionelle skoper, der genbruges og kræver rengøring og bærer en større risiko for smittespredning på hospitalerne.

"Det spændende er, at nu er det ikke et spørgsmål om man vil konvertere skoper til Ambus engangsskoper, men et spørgsmål om hvor hurtigt man kan få det gjort," siger Lars Marcher.

Ambu solgte 95.000 videoskoper i tredje kvartal, det samme antal som i kvartalet før, og målet er nu at ramme et salg tæt på 350.000 skoper for hele året. 

Med stærke resultater i 2017 er selskabet i oktober klar med en ny strategi, der skal række frem til og med 2020 og udstikke nye målsætninger for Ambu. Selskabets ledelse vil præsentere strategien for investorer på en kapitalmarkedsdag i London 4. oktober 2017.

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Endomondo-rigmand jager milliardstort madmarked

Brdr Weibel må stjæle ansatte hos rivalerne

Sønderjysk familie er rigere end nogensinde: "Vi skal runde 5 milliarder"

Bjarne Corydon skal finde vækstopskriften for Børsen

Hun gemte sig for sin redaktør, fordi hendes bog var noget møg

Briterne står over for det længste fald i levestandard der nogensinde er målt

Tip: Tjek side 199 i Kasi-dommen

Nina Smith efter Nykredit-salg: Nu kan vi få ro

Danmark tager ny verdensrekord i skattetryk