Anders Krab-Johansen, ansv. chefredaktør

Statens Serum Institut sælger diagnostikselskab for kvart mia. kr.
Foto: Scanpix
Virksomheder Af
Statens Serum Institut (SSI) er nu endelig lykkedes med at sælge diagnostikselskabet SSI Diagnostica til kapitalfonden Adelis Equity Partners for en pris på 250 mio. kr. Salgsprocessen har været i gang siden 2014 og ikke været uden problemer. Salget af SSI’s vaccineproduktion hænger fortsat i luften.

SSI Diagnostica beskæftiger godt 90 medarbejdere og er med en omsætning på omkring
150 mio. kr. og faciliteter i Hillerød en separat forretningsenhed under Statens Serum Institut (SSI),
som er en statsvirksomhed under Sundheds- og Ældreministeriet. Transaktionen vil omdanne
SSI Diagnostica til et uafhængigt, privatejet selskab.

Det var forventningen, at salget af SSI Diagnostica og vaccineproduktionen skulle gennemføres i 2015.

”Salgsprocessen har imidlertid vist sig mere omfattende end først forventet, bl.a. omkring adskillelse af it-systemerne, hvorfor den først vil blive afsluttet i 2016,” skrev Statens Serum Institut i sin årsrapport tidligere i marts.

Den langtrukne salgsproces har skabt frustrationer blandt medarbejdere i SSI Diagnostica, der står for udvikling, produktion og salg af reagensglas-diagnostik til mikrobiologisk diagnostik og kontrol samt hygiejnemonitorering. I 2015 skabte diagnostikområdet alligevel et overskud på 35,7 mio. kr., hvilket er en stigning på 33,7 pct. fra overskuddet på 26,7 mio. kr. i 2014.

SSI fremhævede i forbindelse med årsrapporten, at salgsprocessen trak store veksler på en del medarbejdere, og man krævede derfor ekstra for at opretholde den daglige drift af SSI.

Adelis er en svensk kapitalfond med fokus på det nordiske marked og har kontorer i København og
Stockholm. I forbindelse med overgangen til Adelis’ ejerskab udpeges Stig Løkke Pedersen, forhenværende koncernsalgsdirektør i H. Lundbeck, som formand for selskabets bestyrelse.

"Vi sætter stor pris på SSI Diagnosticas kerneværdier og danske fundament. Vi vil investere i virksomheden, opretholde dens nuværende aktiviteter i Danmark og udvide disse i takt med, at virksomheden vokser," siger Steffen Thomsen, partner i Adelis.

Der har længe floreret forlydender om, at Satens Serum Institut kunne blive tvunget til at sælge SSI Diagnostica for en slik, da det har været meget vanskeligt at få et salg gennemført. Prisen på 250 mio. kr. svarer til en pris på syv gange overskuddet i 2015.

Glad for salg

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er glad for, at salget af SSI Diagnostica er lykkedes.

”Regeringen har sammen med et meget bredt politisk flertal på Christiansborg valgt at videreføre salget af SSI Diagnostica, der blev sat i gang under den tidligere regering. Det har vi gjort, fordi det er vanskeligt at fastholde og udvikle en produktionsvirksomhed i statsligt regi,” siger Sophie Løhde og fortsætter:

”Med salget får virksomheden bedre muligheder for at udvikle sig og dermed også ruste sig til fremtiden. Og derfor er jeg tilfreds med, at der nu ligger en underskrevet salgsaftale. Dermed har de mange dygtige medarbejdere, der har gået og ventet på nyt om deres arbejdsplads, også fået en afklaring.”

Inden salget er endeligt gennemført, skal købet godkendes af Folketingets Finansudvalg. Og før overdragelsen kan gennemføres, skal der også etableres en række it-systemer, så SSI Diagnostica kan fungere uafhængigt af Statens Serum Institut. 

Vaccinesalg hænger

Efter salget af SSI Diagnostica hænger vaccineproduktionen fortsat som en klods om benet på Statens Serum Institut.

Hele vaccineområdet gav i 2015 et underskud på 261,4 mio. kr. Ifølge SSI skyldes det store tab, at der er produktions- og frigivelsesproblemer med de egenproducerede vacciner.

Over de seneste mange år har Danmark tabt over 100 mio. kr. årligt på selv at producere vacciner til børnevaccinationsprogrammet frem for at købe fra private producenter. Det har været baggrunden for ønsket om at sælge produktionsfaciliteterne.

”De aktuelle problemer i vaccineforsyningen forventes også at kræve stor opmærksomhed (i 2016, red.), selv om forsyningen af børnevacciner i 2016 nu er sikret ved indkøb,” skriver SSI i sin årsrapport.

Den forlængede salgsproces af de to selskaber har i 2015 givet ekstra omkostninger på i alt 30 mio. kr. Konsulentfirmaet Ernst & Young er finansiel rådgiver i salgsprocessen.

Statens Serum Institut omsatte for 1,6 mia. kr. i det senest offentliggjorte årsregnskab for 2015 og lavede et underskud på 116,5 mio. kr. I grundbudgettet for 2016 er der forventning om et underskud på 240,5 mio. kr.

Statens Serum Institut har eksisteret siden 1902 og skal sikre et dansk beredskab mod smitsomme sygdomme. Siden 1950'erne har SSI stået bag det danske børnevaccinationsprogram.

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π