Thomas Bernt, debatredaktør

Formand: Ny topchef i ALK-Abelló skal sikre globalt fodfæste
Foto: PR-foto
Virksomheder Af
ALK-Abelló skal bruge en mere kommercielt og markedsorienteret topchef til at føre selskabet videre. Det skal ske under den nuværende strategi, der ligger fast, men skal gennemføres med større kraft, så ALK når målsætningen om at få globalt fodfæste med sine nye tabletvacciner, herunder den nye husstøvmidetablet Acarizax.

Det siger bestyrelsesformand Steen Riisgaard tirsdag på en telekonference efter at have taget afsked med den tidligere topchef, Jens Bager, og selv sat sig i chefstolen i en overgangsperiode, indtil den rette nye kandidat er fundet. Skiftet er ifølge Steen Riisgaard sket i god ro og orden.

- Vi har et stærkt fundament for vækst, men vi står også ved en skillevej, hvor vi vil skal overgå til en ny fase fokuseret på globalisering af vores nye evidensbaserede produkter. Her har bestyrelsen vurderet, at timingen var rigtig til at få en ny direktør, der skal tage selskabet til det næste niveau, siger Steen Riisgaard.

Han venter, at det vil tage omkring seks måneder at finde ALK's næste topchef og i bedste fald måske fire måneder.

- Så dette er en kontrolleret overgang på et tidspunkt, hvor ALK er i fantastisk form, og hvor den strategiske retning er klar for medarbejderne og alle i ledelsen, siger Steen Riisgaard.

GOD PIPELINE

Den seneste tid har budt på en del gode pipelinenyheder og vigtige godkendelser blandt andet af husstøvmidetabletten i Japan og Europa samt en ansøgning om markedsføringstilladelse til husstøvmidetabletten i USA, hvor partneren Merck har rettighederne.

Samtidig er ALK's absolut største konkurrent, Stallergenes Greer, i vanskeligheder, da selskabet er ramt af et produktionsstop for en lang række produkter, som følge af fejlleverancer, som fik de franske myndigheder til at skride ind i december sidste år.

- Så vi føler, at det er det rette tidspunkt nu, fordi ALK har en stærk position, og fordi ALK har behov for at komme til et nyt niveau med en ny topchef. De egenskaber, vi går efter, har Jens ikke. Han har mange andre gode egenskaber, siger Steen Riisgaard.

RENT BRUD

Bruddet med Jens Bager sker med øjeblikkelig virkning for at bygge videre på den gode udvikling, som ALK har gennemgået ikke mindst i de seneste måneder, hvor Stallergenes Greer har været stækket.

- Som I alle ved, er der lige nu et meget godt momentum i ALK's forretning, og vi var bange at miste det momentum, hvis vi valgte at lade Jens sidde i yderligere seks måneder. I den situation ville vi i bund og grund have en administrerende direktør, som alle vidste var på vej væk, og i en vis udstrækning kunne ende som en "lame duck". Jeg vil sikre mig, at jeg ikke bliver en "lame duck" i den periode, jeg fungerer som administrerende direktør, siger Steen Riisgaard og understreger igen, at der ikke er ændringer i strategien.

- Det handler kun om en mere kraftfuld implementering af strategien, understreger han.

I den forbindelse kan det selvfølgelig komme på tale at ændre tilgangen til enkelte markeder. Den ny topchefs fokus bliver under alle omstændigheder at sikre et bedre fodfæste internationalt.

- Vi leder ikke efter en, der svinger sparekniven, siger Steen Riisgaard og uddyber:

- Vi har en produktportefølje, som skabes i de kommende par år (allergitabletprogrammet, red), og som vi mener rummer stor værdi. Men vi skal selvfølgelig sikre, at vi kan få det ud til et meget konservativt marked.

ANALYTIKER: UDRAMATISK SKIFTE

Senioranalytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen vurderer, at chefskiftet er udramatisk.

- Jeg synes, at Jens Bager har gjort et godt job. Han har bygget ALK op til det, det er i dag. Men det er også helt fair, at man vurderer Jens Bagers kompetencer op mod, at ALK står over for en fuld kommercialisering af sit tabletprogram, siger Frank Hørning Andersen.

På aktiemarkedet er reaktionen også afdæmpet. ALK falder med 0,5 pct. til 968 kr.

- Ledelsesskiftet er ret velkommunikeret, og der er en god "senior management"-base, som man bygger videre på. Så jeg synes, at det er ret udramatisk, konstaterer Jyske Bank-analytikeren.

ALK spår i sit seneste regnskab en organisk vækst på omkring 10 pct. til en omsætning på omkring 2,6 mia. kr. i 2016.

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π