Anders Krab-Johansen, ansv. chefredaktør

Virksomheder Af
Det europæiske vindmøllemarked kommer til at skrumpe i år. Det skyldes først og fremmest en tyndere pipeline af offshore-projekter til opsættelse i år end sidste år, mens udviklingen på markedet for landvindmøller vil afhænge meget af ændringer i de politiske rammebetingelser.

Det forudser chefen for den europæiske vindmølleforening (Ewea), Giles Dickson, i et interview med Ritzau Finans.

Det ventede fald i markedet i 2016 kommer efter opmuntrende tal for 2015, hvor møller med en samlet kapacitet på 12,8 gigawatt blev installeret i EU. Heraf udgjorde 3034 megawatt offshore-møller, mens 9766 megawatt var landvindmøller.

- Vi havde håbet at nå over 10 gigawatt, så vi er glade for det tal. Offshore var særdeles stærkt med en installation, der steg over 100 pct. fra året før. Vi ved ikke, hvad det samlede tal bliver for i år, men der vil komme et dyk i markedet. På offshore er projektpipelinen ikke helt så stærk, som den var på samme tidspunkt sidste år, siger Giles Dickson.

Vindforeningen venter, at der på offshore i 2016 vil blive opsat en kapacitet på mellem 1 og 2 gigawatt. På landvindmøller er der stor usikkerhed om, hvordan tingene vil udvikle sig i år, efter at det i 2015 faldt 7,8 pct. fra de 10.591 megawatt, som der installeret i 2014.

- På onshore ved vi det simpelthen ikke. Det vil komme til at afhænge meget af ændringer af politikker og reguleringer. Vi kan formentlig se frem til endnu et stærkt tal fra Tyskland, givet at det vil blive det sidste år med den nuværende ordning med feed-in-tariffer, forudser Giles Dickson.

Tyskland udgjorde med 6 gigawatt hele 47 pct. af den nyinstallerede vindmøllekapacitet i EU sidste år, mens der også var rigtigt god fart på opsætningerne i Polen, som efter installation af 1266 megawatt overhalede Danmark målt på den akkumulerede installerede kapacitet.

- Vi venter et nyt stærkt år for Polen i år, så længe den nuværende certifikatordning er gældende. I Storbritannien slutter certifikatordningen i april i år, så der kan være en hektisk fase med projekter fra nu indtil da. Den britiske regering har også givet en henstandsperiode på den anden side af april, hvilket formentlig varsler ret godt for onshore vind i Storbritannien i år, siger Dickson.

- Men den overordnede prognose er et dyk med færre installationer i 2016, og det er det, der bekymrer industrien samtidig med de usikkerheder, der er fra 2017, lyder det fra vindmølleforeningen.

På offshore er den dog fortrøstningsfuld med hensyn til, at der fra 2017 igen kommer vækst i installationerne.

- Der var et meget stærkt niveau af endelige investeringsbeslutninger på offshore sidste år, og det vil give et rebound i opsætningerne på den del af markedet i 2017, forudser Giles Gickson.

Oversigt over de ti største vindmøllemarkeder i Europa i 2015:

Land Installeret megawatt i 2015 Akkumuleret opsætning i megawatt
Tyskland 6013 44.946
Polen 1266 5100
Frankrig 1073 10.358
UK 975 13.602
Sverige 615 6025
Holland 586 3431
Finland 379 1001
Italien 295 8958
Belgien 274 2229
Danmark 217 5064
Kilde: Tal fra EWEA

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π