Ole P. Kristensen

JP/Politikens Hus køber Børsen for 800 mio. kr.
Børsens nye familie holder til på Rådhuspladsen. JP/Politikens Hus overtager Børsen fra den svenske mediegigant Bonnier for en pris på 800 mio. kr.
Foto: Scanpix
Virksomheder Af
Danmarks største erhvervsmedie, Børsen, får nu danske ejere efter 46 år med svenske ejere.

Den svenske mediekoncern Bonnier sælger Børsen til det danske mediehus JP/Politikens Hus. Det sker til en pris på 800 mio. kr.

Dermed kommer Børsen ind i en helt ny mediefamilie, der i forvejen tæller blandt andre Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.

Bonnier-koncernen lægger vægt på, at den har fået en god pris for Børsen.

Fin forretning for Bonnier

”Det her er en meget fin forretning for Bonnier. Gennem salget mobiliserer vi ressourcerne til at fortsætte investeringer og forretninger indenfor områder, hvor vi ser muligheder for fremtidig vækst og forbedrede afkast,” siger Tomas Franzén, topchef i Bonnier, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

”Det styrker os i arbejdet med at forøge vores andel af nye, primært digitale, indtægter fra 15 pct. sidste år til 50 pct. i 2020.”

Bonnier-topchefen understreger, at Børsen i sig selv både er et meget stærkt brand og en god forretning.

Velkørende mediehus

”Børsen har under Anders Krab-Johansens ledelse haft en bomstærk udvikling og er i dag et meget velkørende mediehus med en journalistisk særposition som dem, der sætter agendaen i dansk erhvervsliv,” siger Tomas Franzén i pressemeddelelsen.

Børsen er midt i en større omstillingsproces, hvor der investeres massivt i de digitale markeder, men Børsen har alligevel de seneste tre år kunnet levere rekordresultater hvert eneste år.

Børsen har et oplag på 48.000 aviser og næsten 150.000 daglige læsere, og på de digitale medier er Børsen nået op på 20 mio. sidevisninger hver måned.

Også BAM, der står for Børsen Associated Media, følger med i handelen. BAM omfatter Dagens Medicin, e-learning kurser og digitale management-håndbøger. Også BAM er blevet en lønsom forretning over de seneste år.

I gode hænder

Tomas Franzén vurderer, at Børsen havner i gode hænder.

”I JP/Politikens Hus får Børsen en ejer, som deler Bonniers udpræget langsigtede syn på medieejerskaber,” siger Bonniers topchef.

På Børsen er ansvarshavende chefredaktør Anders Krab-Johansen inde på det samme.

”Børsen er en selvstændig og tydelig stemme i det danske medielandskab. I JP/Politikens Hus får Børsen en ejer, der ligesom Bonnier kombinerer forretningssans med en stærk tradition af journalistisk uafhængighed,” siger Anders Krab-Johansen.

Konkurrencemyndigheder skal give grønt lys

Den store mediehandel er betinget af, at de danske konkurrencemyndigheder giver grønt lys – og det er en proces, der kan tage op til et halvt år.

Børsen er et af Danmarks ældste medier og blev grundlagt i 1896. Bonnier købte 49 pct. af Børsen i 1969 - og købte hele avisen i 1996.

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π