Pleasure

Efter partikonvent: Obama øger til Romney

Efter partikonvent: Obama øger til Romney
Foto: Scanpix
USA valg Af Ritzau
8. sep. 2012
Mens fredagens arbejdsløshedstal fra USA skuffede både økonomer og Barack Obama, så kan præsidenten glæde sig over øget opbakning i to nye meningsmålinger.

Efter at have badet sig i mediernes søgelys hele ugen under Demokraternes konvent lægger Obama afstand til sin modstander ved valget i november, Mitt Romney, i målingerne fra Gallup og Reuters/Ipsos.

I Gallupmålingen foretrækker 48 procent af de adspurgte Obama, mens 45 procent er på Romneys side. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ugen forinden førte Obama kun med et enkelt procentpoint, 47 mod 46. Deltagerne i målingerne fra Gallup er alle registrerede vælgere.

Flertal: Han gør det godt

Gallup bemærker samtidig, at 52 procent mener Barack Obama gør det godt som præsident. Det er en højeste tilslutning til Obama siden maj 2011, hvor hans popularitet røg i vejret efter amerikanske soldater dræbte terroristlederen Osama bin Laden.

Men målingsfirmaet tilføjer, at fremgangen til Obama kan være "kortvarig" samt, at forskellen mellem Obama og Romney sandsynligvis allerede næste uge vil blive indsnævret.

I fredagens anden måling, fra Reuters/Ipsos, er afstanden mellem de to rivaler mindre: Hvis der var valg nu, ville Obama få 46 procent af stemmerne mod 44 procent til Romney. Målingen er lavet tidligt fredag.

Mitt Romney kan så håbe på noget medvind fra vælgerne efter de skuffende ledighedstal for august, som blev offentliggjort fredag. Der blev kun skabt 96.000 nye arbejdspladser. En del lavere end de 130.000 nye job, som økonomer havde forventet.

"Ikke godt nok"


 "Dette er ikke godt nok. Vi ved, det ikke er godt nok. Det er nødvendigt at komme stærkere ud af krisen, end vi kom ind. Der er meget mere at gøre," siger Obama ved et vælgermøde i Portsmouth i staten New Hampshire.

Tallene kom kun en dag efter, at Obama ved Demokraternes partikonvent sagde, at amerikansk erhvervsliv har skabt tusinder af nye arbejdspladser i de seneste 30 måneder i træk, mens der forsvandt 800.000 om måneden, da han blev indsat for fire år siden.

Mitt Romney, siger, at de nye ledighedstal viser, at Obama "ikke er den rigtige mand" til at bringe USA ud af den økonomiske krise.

Romney lover at skabe 12 millioner nye arbejdspladser, hvis han bliver den nye mand i Det Hvide Hus.

/ritzau/

Twitter profiler


Biografier