Fødevarenyheder fra borsen.dk
1 indlæg til denne artikel
Deltag i debattenUltracykling vinder frem i Danmark
Det er, hvad flere og flere danskere går og drømmer om at udleve som de første soloryttere under dansk flag.
Race Across America, RAAM, antages for at være verdens hårdeste cykelløb. Et ultraløb, der bl.a. byder på lige under 5000 km, ca. 52.000 højdemeter og tre bjergkæder, der skal passeres – Rocky Mountains, The Ozarks og The Appallacians. Cykler man alene, har man 12 dage.
“Det bliver ikke større. Det tænder folk at komme helt derind, hvor man finder sig selv. Jeg er vild med ultraløb, fordi jeg kommer i en tilstand, der sikkert kan sammenlignes med den tilstand, narkomaner kommer i, når de tager stoffer,” siger Christian Krause, der i sommer gennemførte RAAM på firemandsholdet Team 4 Danes.
Smiler trods smerter
Han har nu lagt en femårig plan for at gennemføre løbet som solorytter i 2016.
“Jeg kommer over i en anden verden. Vand og mad smager anderledes, selvom jeg sveder og har næseblod, går der et stort smil henover ansigtet. Folk får nyresvigt, lunger kollapser, alligevel er det så tiltrækkende,” siger Christian Krause, hvis forberedelser til RAAM bl.a. tæller rekordforsøg som verdens hurtigste på tværs af et par lande, det barske fjeldløb i Norge, Styrkeprøven, og Race Around Ireland på ca. 2172 km. og knapt 23.000 højdemeter.
Alt sammen en del af forberedelsen til at kunne vinde RAAM i aldersklassen herrer 50 plus.
Hver kilometer kørt på landevejen koster 1 kr. i cykeludgifter, har Christian Krause regnet sig frem til. Men det er intet sammenlignet med, hvor mange ressourcer, der skal investeres i at deltage i RAAM.
Ud over træning kommer logistikken og alt det praktiske. Hver deltager og hvert hold stiller med egen følgebil og crew. Det kan let koste 250.000 kr. og op til 1 mio. kr., fortæller Kim Greisen, der er en af landets absolut mest aktive ultraløbere med speciale i triatlon, bl.a. jerndistancen ti gange i træk.
Sover nærmest ikke
“For at vinde er man nødt til at save sig midt over. Solorytterne sover stort set ikke, men inden skal man være villig til at lægge hånden på kogepladen, tage et stort lån og satse alle pengene for at deltage,” siger Kim Greisen, der selv drømmer om RAAM, præcis som Jan Larsen.
Til daglig er han kompetenceleder i Topdanmark. I sommer kvalificerede han sig til RAAM som solorytter ved at cykle 650 km ved 24-timersløbet Melfar 24.
“Jeg er fascineret af ultraløb, fordi de viser, at mennesket har mere i sig end det, man ser på overfladen. Og så får jeg en særlig lykkefornemmelse af at cykle,” siger Jan Larsen, der i november satte sig for at cykle Dragør-Blaavand retur på et døgn.
Tæt på uforsvarligt
Desværre satte kulden ind. Det gik direkte i knæet, så de 700 km blev cyklet på 26 timer og 13 minutter. Jan Larsens ambition med RAAM er at blive “Rookie of The Year,” det vil sige den hurtigste førstegangsrytter solo i 2013. Rekorden fra 1996 er på otte dage, 14 timer og 26 minutter for mænd, mens den hurtigste kvindelige rookie lyder på ni dage, 16 timer og 29 minutter.
“Hvis jeg giver op, skuffer jeg mig selv,” siger Jan Larsen og fortæller, at han er villig til at sætte helbredet på spil.
“Hvis jeg får at vide, at jeg vil få varige mén, vil jeg begynde at overveje at stoppe. Jeg vil gå rigtig langt.”
Christian Krause, der allerede har prøvet RAAM, har en klippefast holdning til et ufrivilligt exit af RAAM.
“Fiks det! Det vil min læge få at vide, hvis han begynder at tale om at stoppe mig, fordi det vil give mig permanente skader at fortsætte. Men jeg stopper ikke. Det er ingen option, det er jo derfor, jeg har en læge med,” siger Christian Krause og indrømmer, at ultraløb er “tæt på det uforsvarlige,” fordi rytterne falder i søvn på cyklen.
Fatalt for nogle
For nogle ender det fatalt, f.eks. som da to ryttere under årets Paris-Brest-Paris døde, fordi de faldt i søvn på cyklen. Christian Krause deltog i samme løb på 1243 km. Også han faldt i søvn på cyklen og begyndte i løbet af turen på 68 timer at hallucinere. På et tidspunkt blev han hevet til side af en kontrollant, der ville tjekke hans tilstand.
“Tre gange forsøgte jeg at svare på et simpelt spørgsmål. Men jeg måtte opgive, jeg havde mistet evnen til at tale engelsk,” siger Christian Krause, der adskillige gange har været sendt til krigszoner som major i Forsvaret og vurderer selv at have et stærkt mentalt og psykisk panser.
“Jeg frygter ingen mentale mén, jeg skal bare lære at sove på de rigtige tidspunkter.”
Men det minder om:Hvor længe kan du i en arm hænge i jydekrogen på en bil der kører 8.kmt?????????
Men det minder om:Hvor længe kan du i en arm hænge i jydekrogen på en bil der kører 8.kmt????????? Luk
Dit indlæg er modtaget
borsen.dk
Deltag i debatten
Dit indlæg er modtaget
borsen.dk
Seneste Fødevarenyheder
- 25-05-2012
-
20:12
- 23-05-2012
-
14:50
-
14:40
-
13:53
-
13:34
- 22-05-2012
-
14:21
-
13:15
-
10:05
-
09:30
- 20-05-2012
-
18:41
