Fødevarenyheder fra borsen.dk

Alt kan ske på rulleskøjter
Rulleskøjterne vinder frem i mange sportsgrene.
Foto : Colourbox

Alt kan ske på rulleskøjter

Relateret indhold

Borsen.dk


30-11-2011 10:50 Fremtiden ser lys ud for rulleskøjtesport. Landets kommuner har fokus på at optimere stisystemer og fritidsanlæg for at øge danskernes motionsvaner. Desuden spirer det fra undergrunden med nye kreative og alternative afarter af rulleskøjtedisciplinen.

Roller derby er et af de helt nye skud på stammen. Godt nok ekskluderer den mændene, men de kan jo etablere deres eget roller derby, som de for eksempel har gjort i England.

“Jeg har endnu ikke overværet roller derby, men det vækker stor begejstring overalt. Det skulle efter sigende være hamrende spændende og ganske underholdende. Jeg tror, at roller derby vil eksplodere, for der er så mange piger på inliners rundt omkring i landets klubber,” siger Martin Ravn, der er generalsekretær i Danmarks Rulleskøjte Union.

Mænd dominerer

En anden rulleskøjtedisciplin, Danmarks Rulleskøjte Union ser som vækstområde, er "aggressive". Her er det klart drengene og mændene, der dominerer.

Aggressive foregår på ramper med vovede hop og tricks, men det nyeste og mest populære inden for aggressive er lige nu at rykke væk fra skaterparkerne og ud på gaden for at dyrke real street, hvor gelændere, trapper og bænke tages i brug.

“Der er masser af subkultur. Vi har alt inden for rulleskøjter, der dukker hele tiden nye ting op. Jeg kan sagtens se en stor fremtid for rulleskøjte-sporten. Det er en alternativ sport, og den er for alle. Folk vil gerne noget andet og mere spændende end de gamle, traditionelle sportsgrene som fodbold og håndbold,” siger Martin Ravn.

Men så alligevel ikke, for rulleskøjtefolket vil gerne dyrke for eksempel basket, fodbold eller håndbold, så længe det foregår med hjul under fødderne. Faktisk har Danmark i år udmærket sig ved det første afholdte verdensmesterskab i roll ball – rullehåndbold – hvor et dansk hold uden erfaring stillede op og vandt guld.

Følger nye discipliner

“Det er vores opgave som union at følge med alle de nye afarter, der skyder frem, og se, om vi kan gøre dem til en del af vores arbejde,” siger Martin Ravn.

Mens det tegner lyst for udbredelsen af rulleskøjter, er Dansk Skøjte Union, der organiserer de traditionelle isskøjteløbere, udfordret på de enten vejrafhængige eller dyre faciliteter. I øjeblikket åbner udendørsskøjtebanerne landet over, og det tiltrækker mange nye løbere. Men når isen smelter, og hallerne lukker for sæsonen, vil medlemstallet på omkring 2000 være forholdsvis upåvirket.

“Vi har som flere andre sportsgrene problemer med at holde på nye medlemmer. De når i vintersæsonen lige at blive bidt af at skøjte, men når sæsonen slutter, er det ganske få, vi ser igen, når hallerne åbner igen til september,” siger Vivi Poulsen, der er generalsekretær i Dansk Skøjte Union.

Derfor glæder hun sig over, at der endelig er etableret et samarbejde med Danmarks Rulleskøjte Union.

“Selvom det enten foregår på hjul eller klinger, er der mange ting, der er de samme. I dag ser vi folk fra rul komme over på isen, som speedskateren Cathrine Grage,” siger Vivi Poulsen.

Hun tilføjer, at det kræver lidt tilvænning at hoppe over på isen, hvor man skal lære at sætte klingerne i isen uden for meget fræs.

Mange uorganiserede


Danmarks Rulleskøjte Union har lidt over 4500 medlemmer, hvor størstedelen dyrker motions- eller fitness-skøjteløb. Det er et lille tal, i forhold til, hvor mange der dyrker rulleskøjterne uorganiseret, vurderer Martin Ravn fra Danmarks Rulleskøjte Union.

Derfor har han foreslået unionen, at byer som Aarhus, Odense og Aalborg i sommerperioden kobler sig på det globale fænomen friday night skate, som allerede eksisterer i København med over 1000 deltagere ved hvert arrangement. På Facebook har Friday Night Skate Copenhagen over 5000 medlemmer.

Vil arrangere maraton

Danmarks Rulleskøjte Union arbejder også på at få et rulleskøjtemaraton til København.

“Vi vil gerne have vores eget, som det de har i London, New York og Berlin. Men det tager tid med tilladelser og sponsorer. Det bliver tidligst i 2013,” siger Martin Ravn.
borsen statistik bnt
*****||*****Alt kan ske på rulleskøjter*****||*****Fremtiden ser lys ud for rulleskøjtesport. Landets kommuner har fokus på at optimere stisystemer og fritidsanlæg for at øge danskernes motionsvaner. Desuden spirer det fra undergrunden med nye kreative og alternative afarter af rulleskøjtedisciplinen.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement