10-11-2011 11:19 Det vildeste maraton, den største oplevelse og voldsomme udfordringer. Den erfarne maratonløber, direktør Kenneth Demskov Secure Networks, giver her en beskrivelse af søndagens maraton i New York. En tur der blev alt andet end a walk in Central Park.

Kenneths videoklip øverst giver et stemningsbillede før start.

En klar anbefaling:

Ja, så er det lige pludselig slut, noget jeg har forberedt mig på i temmelig lang tid. Jeg har løbet maraton i New York’s gader, hvilket jeg helt sikkert vil anbefale andre at prøve.

Jeg nåede ikke den tid jeg havde satset på, men oplevelsen totalt set overstiger heldigvis langt den skuffelse, det var ikke at nå en tid omkring 3:05.

Det er ingen underdrivelse, at sige at mine forventninger var meget høje, efter at have prøvet at løbe i Boston i foråret. Derfor var det også med en vis spænding, at jeg meget tidligt om morgenen søndag d. 6. november stod ud af sengen, kl. 4:40 for at være helt præcis.

Dette var præcis 5 timer før starten for første ”Wave” gik, og lidt som forventet havde min søvn samme nat mildest talt ikke været særlig god. Hvis jeg ikke havde prøvet det før, ville jeg nok være gået lidt i panik og tænkt, at det ville påvirke min evne til at løbe senere samme dag, men nu smilede jeg blot lidt af mig selv, og koncentrerede mig om at huske at få alt med mig, herunder diverse ting til en medbragt morgenmad.

Tøj fra Kirkens Korshær

Alt tøj lå parat på gulvet, så jeg kunne starte fra en ende af, og ikke skulle tænke over noget. Hjemmefra havde jeg købt en brugt jakke hos Kirkens Korshær for hele 45 kr samt en bluse til en 20’er. Formålet med dette er, at jeg kan være fuldt påklædt indtil få minutter før start. Alt tøj der smides ud af løberne samles ind til de hjemløse i New York, hvilket var meget godt at vide når en par bukser, en bluse og en jakke bliver smidt i en høj bue hen over en masse ventende løbere til en uvis fremtidig skæbne.

Godt klædt på til at modstå en kold morgen, begav jeg mig hen til opsamlingsstedet for en anden dansk gruppe løbere, hvor jeg sammen med Tim Frank Andersen havde fået lov til at komme med i deres bus. Kl. 05:45 satte vi afsted mod Staten Island, og kunne med søvn i øjnene sidde og følge solen stå op over New York, hvilket var et betagende syn på en morgen uden en sky på himlen.

En times tid senere var vi fremme, og trods det tidlige tidspunkt på døgnet summede hele området allerede af energi og forventningens glæde. Vi blev hurtigt og effektivt loset ind på området for løberne, og i vanlig amerikansk stil stod der en person og guidede én i den rigtige retning, hvis man stod og så forvirret ud i mere end 10 sekunder.

Morgenmad fra plastikposen

Hele området var delt op i 3 grupper, orange, blå og grøn. Indenfor hver gruppe, var vi endvidere delt op i yderligere mindre grupper, til en vis grad opdelt efter forventet sluttid. Jeg var i grøn gruppe, og satte kursen mod den rigtige del af området.

Efter en hurtig runde for at orientere mig om, hvad der lå hvor, fik jeg fat i en bagel og en kop kaffe og fandt en plet med sol, hvor jeg herefter spiste mig medbragte morgenmad. Det kan faktisk godt lade sig gøre at spise havregryn og müsli med mælk i en plastikpose.

Der var tid til en kop kaffe mere, og til en halv times meditation i solen med musik i ørerne. Alt føltes lige som det skulle, men selvom jeg har løbet 7 maraton løb før dette, var jeg stadig lidt i tvivl om mængde af mad jeg skulle spise. Som løber er det meget vigtigt ikke at have for meget mad i maven, samt at få spist i så god tid, så fordøjelsen af maden er gået igang. Hvis det ikke bliver timet korrekt, kan man risikere at få ondt i maven, og det der er værre undervejs.

Med en god mæt – men ikke for mæt – fornemmelse i kroppen, fik jeg afleveret bagageposen og satte mig endnu en gang i solen og ventede. Der var nu 1,5 time til start. Efter knap en halv time gik jeg hen til den ”løbebås” jeg var blevet tildelt, hvor der allerede var 5-600 andre løbere der ventede. Efter yderligere en halv time begyndte vi at blive ledt frem til det endelige startpunkt. Jeg var meget tilfreds med stadig at have alt mit tøj på, så jeg kunne føle mig dejlig vam, og klar til inden længe at løbe afsted.

Starten er gået

Adrenalinen begyndte nu så småt at kunne mærkes i kroppen, men det føltes kun godt, for nu var det jo lige op over. Alt tydede på perfekte forhold vejrmæssigt, solskin og næsten ingen vind, mens luften var kølende uden at være for kold. 10 minutter til start, og jeg smed det overflødige tøj fra mig samt indhalerede en gel som blev skyllet ned med en passende mængde vand. Jeg var hermed klar!

Løbet bliver skudt igang med en kanon, hvilket larmede mindre end jeg havde forestillet mig. Starten gik rimelig fornuftigt, og der var ikke den store skubben og masen. De første 1,5 mile går hen over en bro i 2 plan, og jeg var på den nederste del af broen. Dette giver visse udfordringer når man løber med GPS ur, fordi uret ikke kan aflæse hastigheden.

Det er temmelig vigtigt ikke at få lagt for hårdt ud, og det ved jeg stadig ikke om jeg fik gjort alligevel, men det føltes meget godt og ikke hårdt selvom vi startede med at løbe op ad broen fra Staten Island.

"Go, Kenneth"

Over på den anden side af broen stod de første tilskuere, ikke så mange som jeg havde forventet, men det varede ikke mange hundrede meter før mine forventninger blev indfriet. Der stod masser af tilskuere på begge sider af vejen, og de hujede og heppede og råbte ”Go Kenneth” og blev endnu mere entusiastiske hvis jeg gav dem en ”Thumbs up”, for at vise at jeg satte pris på deres tilråb.

Så var løbet for alvor igang!

Jeg løb og tænkte på alt det jeg havde hørt om ruten, bla. at man skulle passe på turen gennem Brooklyn fordi stemningen her er så intensiv og positiv, så det er let at blive revet med og løbe for hurtigt. Hvis jeg efterrationaliserer, er jeg ikke helt sikker på det lykkedes, men det var ganske rigtigt en helt fantastisk oplevelse at løbe gennem et landskab af kontraster og en masse mennesker i højt humør.

Pludselig havde jeg løbet 10 km, formen føltes god og tiden var helt som den skulle være. Ruten gik som forventet meget op og ned, så jeg fokuserede meget på at løbe jævnt, så jeg ikke brugte for meget energi op ad bakkerne.

Tanke til træneren

Gang på gang kunne jeg sende en venlig tanke til træner Bjarke fra Running26 som havde repeteret vigtigheden af at fokusere på den korrekte teknik, og det var en god fornemmelse at overhale en del af de andre løbere stille og roligt op ad bakkerne. Endnu en bro blev krydset i fin stil, og 15 km var tilbagelagt. En rar tanke at over en tredjedel af ruten allerede var tilbagelagt.

Turen gennem det jødiske kvarter var en spøjs oplevelse. De få tilskuere der var dér, stod og hviskede eller talte meget lavt, mens kvarterets beboere gik rundt og passede deres daglige trummerum, og ignorerede os der kom halsende gemmen deres ”hood”.

Ude af det jødiske kvarter startede larmen og hujen igen, og jeg begyndte at tænke på hvornår vi kom til den bro som fører fra Queens over til Manhatten. Den skulle være ret hård at komme over, fordi stigningen er meget lang.

Ind på Manhattan

Det var med en vis uro, at jeg kunne mærke, at jeg ikke var helt frisk mere. Jeg prøvede at sætte farten marginalt ned, da jeg ved fra tidligere, at jeg skal runde de 30 km med den fornemmelse der var ved at indfinde sig i mine ben nu, og jeg var kun lige kommet halvvejs.

Så nåede vi til broen over til Manhatten. Benene var stadig rimelig friske, men der gik alligvel ikke lang tid før jeg måtte til at hive den positive tankehat frem af gemmerne. Jeg var begyndt for første gang at blive overhalet, men det lykkedes at få gang i de postive tanker og sat løbefrekvensen op, så jeg kom ind i et bedre flow og ramte toppen af broen med en god fornemmelse.

På vejen ned gjorde jeg muligvis en fejl, da jeg prøvede at kompensere for et maginalt tidstab på vejen op ad broen. Jeg ventede spændt på hvad der ventede mig for enden af broen, nu ramte jeg snart 1st Avenue, hvor der skulle stå et hav af tilskuere, og være en diametral modsætning til broen, hvor der ingen tilskuerere var, og dermed ret stille.

Ømme lår

Lårerne gjorde ondt da jeg ramte 1st Avenue, men humøret var stadig højt. Det gik nedad til en start så der kunne slappes lidt af, men det varede kun kort, og snart gik det jævnt opad igen, og benene begyndte at føles trætte, hvilket ikke var godt, når jeg ikke engang havde ramt 30 km endnu.

De positive tanker blev fundet frem igen og fokus var på at nyde oplevelsen og blot fokusere på at nå frem til 86th street hvor familien skulle stå klar, til at heppe og give mig et tiltrængt mentalt boost. Det lykkedes at komme over i et postivt flow igen, og jeg nåede frem til den del af 1st Avenue hvor jeg håbede på familien stod klar. Det gjorde de bare ikke ... øv.

Ny målsætning

Ved 98th street opgav jeg at kigge efter familien, og fokuserede på at økonomisere med energien, for det var igen begyndt at gøre ond i benene. Hastigheden var lidt på vej ned, og jeg kunne regne ud at det ikke blev 3:05 jeg nåede som tid denne gang.

En ny målsætning blev lavet der hed et sted mellem 3:10 og 3:13, det skulle kunne lade sig gøre. Så nåede vi til afslutningen af 1st Avenue, og Bronx ventede forude. Endnu en bro, og denne gang skulle der virkelig hentes mentale reserver frem for at komme over broen. Hastigheden røg yderligere ned, og det samme gjorde motivationen desværre også.

En korrigeret målsætning hed nu at prøve at samle kræfter gennem Bronx ved at acceptere en lavere hastighed, og så sætte farten op igen når jeg nåede 5th Avenue hvor jeg kunne regne ud det ville gå mere ned end op. Måske var jeg også heldig at familien var nået frem på det aftalte sted, for nu kunne jeg virkelig godt bruge et par opmuntrene ord trods det gode stemning rundt omkring mig.

Bekæmper lysten til at gå

35 km blev passeret, og jeg gjorde alt for at bilde mig selv ind, at de 4-5 miles jeg manglede ikke var noget at tale om. Smerten i mine fødder var dog ret insisterende, men jeg nægtede pure at give efter for trangen til at gå, selvom det var hvad min hjerne prøvede at bilde mig ind var det eneste fornuftige. Jeg huskede på en artikel jeg havde læst, hvor der blev fremsat et statement jeg har skrevet mig bag øret:

”Hvis du ikke overvejer at gå ud undervejs af et maraton, er det tegn på at du ikke har løbet hurtigt nok”. Der er noget om snakken, det skal bare helst kun opstå en gang efter de 35 km, så er det til at leve med, og er en del af udfordringen.

Jeg tænkte længselsfuldt tilbage på de første 15 miles, der var fløjet forbi mig. Nu synes jeg der var meget meget langt mellem de sidste miles skilte. Humøret var så småt på vej tilbage da jeg ramte de 24 miles, til trods for at det heller ikke var lykkes at se familien inden jeg løb ind i Central Park.

Overhalede danskere

2 skide miles tilbage, det var jo ingenting! Problemet var bare lige det med at komme op i fart igen. Jeg prøvede at finde nogle fokus punkter på ruten, og fandt en dansker lidt længere frem, der så ud til at have samme problemer som mig. Han skulle overhales, og det blev han, og det lykkedes mig at holde farten oppe til 25 miles skiltet, så måtte jeg ned i fart igen. Det der med at løbe jævnt var slet ikke en del af min plan på nuværende tidspunkt.

Jeg søgte efter et nyt fokuspunkt, og fandt endnu en dansker lidt længere fremme, som jeg satte mig for at overhale, hvilket lykkes en halv mile senere. Endnu et fokuspunkt, nemlig at jeg ikke skulle overhales igen af ham jeg lige havde overhalet, og det lykkedes mig at lægge lidt distance.

Farten var dog stadig alt alt for lav i forhold til den oprindelige plan, og jeg prøvede at ramme en rytme der var til at leve med så jeg kunne prøve at nyde den sidste del af ruten op til mål. Bakkerne inde i parken var ikke så slemme som jeg havde forestillet mig, og larmen fra de mange tilskuere der stod i lag på begge sider var overdøvende.

Mållinjen i sigte

Nogle af de andre løbere havde overskud til at opildne tilskuerne yderligere, hvilket jeg i min tilstand var imponeret over, og forsøgte at tage de mange positive tilråb ind, og bruge det til at finde en sidste rest skjult energi frem.

26 Miles blev rundet og farten sat op til noget der næsten lignede mit planlagte maraton tempo. Mine ben protesterede, men det havde jeg ikke tid til at høre på. Jeg var på en mission, der nu handlede om at komme over mål med en god fornemmelse, der i høj grad hang sammen med om jeg havde været i stand til at mande mig op til sidst, og det lykkedes nogenlunde hæderligt.

Jeg har ikke set billederne fra målstregen endnu, men jeg bilder mig ind, at jeg ser glad ud. Ikke glad grundet min tid, men glad fordi jeg nu endelig var i mål.

Tiden endte i 3:22:27 – hvilket er mindst 10 minutter for langsomt til noget jeg kunne have været tilfreds med. Jeg ved også, at de 10 minutter er gået tabt på de sidste 10 km, hvilket siger en del om hvor meget jeg er gået ned i fart.

Det vildeste maraton

Det er dog stadig det vildeste maraton jeg har været med til, i forhold til den stemning der er undervejs. Stemningen og tilskuerne har levet 102 pct. op til mine forventninger, så det er ”kun” min egen performance der ikke gjorde det denne gang. Vendt positivt er det en af grundene til, at jeg løber maraton (og har planer om at blive ved med det), det er fordi hvert enkelt løb er sit eget, og der er ikke noget der er givet. Det er en del af charmen eller udfordringen om man vil.

Her 3 dage efter løbet kan jeg næsten gå normalt igen. Jeg har været på shopping med familien og travet NYC tyndt, og kan glæde mig over hvordan jeg dag for dag kan gå mere og mere ubesværet. Når jeg nu ikke kan glæde mig over min sluttid, så kan jeg da glæde mig over, at jeg om 1-2 dage yderligere kan gå op og ned af trapper uden at kunne mærke det i store dele af kroppen. Ja, man bliver vel nøjsom, og lærer at sætte pris på de små ting her i livet ;-)

I will be back!

Jeg tror jeg vender tilbage en dag. Jeg tror ikke jeg kan leve med at ruten i NYC besejrede mig, så jeg vil have revanche. Det er faktisk den bedste undskyldning jeg lige nu kan finde på for at tage til NYC igen.

Læs Kenneths løbeblog her, hvor han beskriver træningen op til maraton i New York.