09-11-2011 10:43 ”You are what you are. Now, you just have to convince yourself that you are perfect and great. You don’t need to be better. You just need to be you.”

Citatet er nappet fra den amerikanske eliteløber, Lauren Fleshman i New York Times' særtillæg efter New York Marathon. Og jeg har taget det med, fordi det ganske rammende fortæller om de følelser og tanker, jeg fokuserede på før start og undervejs i det berømte maratonløb.

Min tidligere mentale dødsrute ”det går aldrig” blev vendt rundt i tillid til, at positive tanker ville give et ekstra løft. Og siddende her med ømme ben og avisen i hånden er jeg helt sikker på, at det var med til at give mig en fantastisk oplevelse.

Strategien holdt

Jeg holdt min strategi hele vejen igennem: Gennemsnitsfart, mental sweet-talk, energigeler hver 5 kilometer, musik, fokus på tilskuerne, havregryn før start – alt klappede.

Dagen begyndte klokken 2.30 med min kones (bestilte) telefonvækning fra Danmark. Jeg bor hos familie på Long Island og skulle derfor ekstra tidligt op, for at nå toget til Manhattan og Staten Island færgen klokken 5.30 som et led i den større maraton-logistik.

Ved halvsyvtiden var jeg fremme ved startområdet, hvor de næste tre timer skulle fordrives, før starten. Men det gik nu over al forventning. Med lidt snak med andre løbere og en morgensol der steg over startsymbolet Verrazano-Narrows Bridge, mens helikoptere snurrede rundt over hovederne, blev stemningen bygget op.

Se den vedhæftede film fra min løbetur.

Perfekte betingelser

Med en vejrudsigt, der lovede nærmest vindstille, høj sol og 7-14 grader var rammerne perfekte. Og da kanonen skød starten i gang, mens Frank Sinatras ”New York, New York” blev blæst ud over de mange tusinde løbere, var det bare afsted med et stort grin på fjæset.

80 meter over havet var der fra Verrazano-broen en fantastisk udsigt ind over Manhattan, og det gippede lidt i en, når man tænkte på, at dér var målet. Det var langt væk….

Egotrip og fællesskab

Fra broen går det ind i Brooklyn, hvor bands og hujende tilskuere satte gang i gadefesten. Dertil med en vild udsigt op af den kilometerlange og snorlige 4. Avenue, hvor et ottesporet, kulørt menneskehav bevæger sig i samme retning som en selv. Et rekordstort antal løbere på 47.438 deltagere startede denne solrige morgen, og jeg kan kun se mindre del af dem foran mig.

Jeg er en del af verdens største egotrip og verdens største fællesskab på en og samme tid! Der er dømt feststemning kombineret med fokus på at finde det planlagte tempo uden at snuble over løbeben og huller i betonvejene.

Benene føles gode – men det er jo også stadig tidligt i løbet. Farten svinger lidt, fordi det går op og ned, men jeg undgår panikken over tabte sekunder – der er tid og kilometer nok til at justere ind.

Første halvdel af løbet foregår i Brooklyn, hvor sanseindtrykkene er massive. Lige fra den opmuntrende larm til de tavse kilometre gennem den jødisk-ortodokse Williamsburg, hvor maratonløb bliver tolereret som et nødvendigt onde på en normal arbejdsdag.

Den store udfordring

Pulaski Bridge markerer grænsen til bydelen Queens – og at man har løbet halvvejs. Et par kilometer senere dukker udsigten op til en af løbets berygtede udfordringer: Broen Queensboro. Den ser høj ud – og lang. Lige før jeg svinger op på rampen, møder jeg sørme den gode Lars fra løbeklubben derhjemme.

Vi følges ad de næste kilometre over broen – men ingen af os har overskud til de lange samtaler. Der skal bare arbejdes koncentreret på at holde benene i gang, mens vinden heldigvis køler lidt undervejs. Det er også stille kilometre uden tilskuere, så man må klare sig med sine egne indre stemmer.

Det gør kontrasten endnu større, da jeg svinger ind på 1. Avenue på Manhattan. Tilskuerne hujer, råber, svinger med skilte og flag og man føler sig som en superstjerne. Alt suges ind, det giver et mentalt boost, der kan bruges efter 25 kilometer.

Set og overset

Heldigvis spotter jeg træner Bjarke, som giver en high-five at løbe videre på, men jeg oversér desværre min svigerinde Marianne midt i den hujende vrimmel af tilskuere en halv kilometer senere. Afsted går det lige ud i otte kilometer mod Bronx. Der er ingen krise endnu. Jeg holder tempo og roser mig selv igen og igen! Enkelte løbere går eller burde gå, når man ser på, hvordan de humper afsted med kramper i lægge og lår. Maratonløbet er i den mest krævende fase – tænker jeg, men bliver klogere senere.

Fra Manhattan tages en sløjfe ind over Bronx. Det er som om, at musikanlæggene er noget større i denne bydel, og det er fedt. Rytmisk (til tider forvrænget) larm går lige i benene og giver et løft. Men jeg længes nu efter en mål-linie!

Så gør det ondt

Tilbage på Manhattan kommer en strækning som jeg gruede mest for på forhånd: den berygtede stigning på 5. Avenue. Og den lever desværre op til forventningerne. Stigningen er ikke skræmmende i sig selv, men efter 35 kilometer, gider jeg ikke den slags.

Tempoet og tankerne bliver derefter: ”Hvorfor gør jeg overhovedet det her? Det giver ingen mening at pine sig selv på den måde, jeg skal aldrig løbe en maraton igen,” veksler med: ”hold ud, du er snart i mål, du har løbet flot indtil nu. Der er ikke længere end en tur rundt på hjemmebanen, Utterslev Mose.”

Afsted Børsen

Heldigvis vinder den sidste tankerække over den første. Jeg kommer forbi, drejer ind i Central Park og genvinder lidt kræfter. Det luner ekstra, at tilskuere råber ”Go, Borsen, Go” – men det er dog svært at finde kræfterne til at omsætte tilråbene i en slutspurt.

Først de sidste 500 meter – med målet smukt i sigte midt i parkens efterårsfarver - kan jeg vride lidt ekstra fart ud af benene. Og så er det pludselig slut. Jeg kan stoppe og blive stående, jeg skal ikke løbe en eneste meter mere. Det er fantastisk og jeg er stærkt tilfreds med mig selv, mens jeg humper ud af Central Park med medaljen om halsen.

Alle mål opfyldt

Og jeg er lige så tilfreds med mine forberedelser til løbet. Running26-træneren Bjarke Kobberøs program med mange træninger og få lange ture har gjort mig mere klar end før, selv om min længste tur ikke nåede over 21 kilometer.

Alle tre målsætninger blev opfyldt: en stor oplevelse, en sluttid under 3.30 og balance mellem kost og træning, det sidste med hjælp fra Børsens ernæringsekspert, Martin Kreutzer.

Jeg må lige slutte med endnu et citat. Med stængerne oppe smager denne mailede hilsen fra maratonløbets arrangører rigtig godt:

”We call you champion. Don't you love the sound of that?”