Danske Bank skyder forbi målet med sin simulering af fodbold VM
Brasilien skulle have vundet guld, forudså Danske Bank, men landet blev bremset af Belgien.
Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Brasilien og Argentina er for længst ude af spillet om et VM-trofæ i fodbold.

Det var ellers de to lande, som Danske Bank havde udpeget med sit økonomiske værktøj til at spille om guld og sølv under årets fodbold VM i Rusland – og guldet skulle være endt om halsen på de brasilianske spillere.

Men sådan er det ikke gået.

Danske Bank har i år – som i VM-årene 2010 og 2014 – foretaget en simulering af VM-runden, hvor de i alt 32 deltagende nationer bliver analyseret og vurderet økonomisk og sportsligt for derefter at simulere de i alt 64 kampe 100.000 gange.

Gættede én semifinalist

I år pegede Danske Bank på baggrund af simuleringen kun på 50 pct. af de lande, der endte i ottendedelsfinalerne, mens banken kun gættede en rigtig semifinalist ved at pege på Frankrig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danske Bank, men før slutrunden udtalte Jens Nærvig Pedersen, der er senioranalytiker i Danske Bank, og som har været med til at udføre analysen, at analysen foretages med et glimt i øjet, men at den dog udføres på linje med bankens øvrige analyser:

"Vi bruger vores normale økonomiske værktøj til at forudsige, hvem der vinder VM. I 2014 ramte vi ikke vinderen, men vi havde peget på tre af de fire hold, der kom i semifinalerne," sagde han 9. juni til Børsen.

I analysen har Danske Bank på baggrund af simuleringen rangeret slutrundens bedste hold og sammenlignet det med betting-oddsne, her ligger tre af semifinalisterne i Danske Banks top 10, mens bettingfirmaerne rammre alle fire lande i deres top 10.

Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler