Fornem skotsk finale - 100 kilometer gennemført
Pause under den sidste dag. Humøret er højt, benene er trætte, målet 30 kilometer forude.
Foto: Uffe Hansen
Sport Af ,
100 kilometer i løbesko er gennemført. Finalen blev afsluttet lørdag med en maratondistance gennem det skotske højland.

Læs her træner Anders Løvgreen, Running26's, beretning fra den tredje og sidste dag i trailsko - og den behørige fejring bagefter: 

Det tager 45 minutter i bus fra vores base i Torridon til Achnashellach-skoven, hvor vi starter dagens løberute.

Herfra venter 42km på den berømte og berygtede Celtman Run Course, der skal fuldende den samlede mission for Børsen R26 Master Performance om at løbe 100 km på tre dage i det skotske højland.

Humøret fejler ingenting, men der er helt stille i bussen, kun afbrudt af en bøn til vores chauffør: "kan vi få skruet ned for radioen?"

Folk har brug for at koncentrere sig om opgaven, som virker betragtelig, her inden det går løs. Ikke mindst pga. regnen, der virkelig har godt fat som vi stiger ud og gør os klar. Alle har pakket ekstra tøj, og Ceri og Ian, vores lokale guides, har forberedt os på at skulle bruge syv timer i sporet.

Seks timer senere er vi samlet ved hotellet, ved vejs ende, i strålende sol og strålende om kap med forpinte, men lettede smil hen over alles ansigter. Vi har gjort det. Har løbet et hundrede kilometer ad umulige stier, gennem utallige vandløb, somme tider klatrende på alle fire og andre gange løbende frit på grus eller smalle asfaltstykker, for så igen at skære ind og op i landskabet.

Vi havde forventet lidt af en slagtebænk i dag, på de trætte ben, men vi kom bemærkelsesværdigt helskindede igennem.

Bestemt slidte, ømme, trætte overalt i kroppen og mætte af løb, men også med overskud til allerede nu, et par timer efter målgangen, at kunne glæde os over en samlet tredages trailpakke, der har været en fuldstændig forrygende oplevelse.

Tre forskellige dage

Det skotske vejrs lunefulde væsen og den storslåede skotske natur har givet os tre helt forskellige dage, og det er med garanti banal hverdag på disse kanter. Os har det alligevel charmeret fuldstændig. For når man nu er på eventyr i et sandt løbemekka, så håber man på det bedste, som eventyrlandet har at byde på.

Her har Skotland og Torridon leveret til fulde og anbefales hermed til alle, der går og lurer på det rigtige sted at folde løbevingerne ud.

Børsen R26 Master Performance-holdet er lige nu, ud over at være solidt plantet i whiskybaren på The Torridon Inn, fuldt af stolthed, og det er der god grund til. Fra vi startede træningen i marts har det handlet om at løbe 100 km i Skotland, men det har også handlet om den totale oplevelse.

Og her, på hver især at bidrage til den totale oplevelse, har deltagerne udmærket sig næsten endnu mere end de har som stærke løbere.

Deltagerne er langt fra lige hurtige løbere i udgangspunktet, og erfaringerne fra trailløb er lige så forskellige. Alligevel har alle konstant været opmærksomme på hinanden og hjulpet hinanden med salttabletter, energi, vand og opmuntringer. Ingen har løbet om kap, eller løbet på tid, og ingen har sparet sig.

Men det til trods krydsede alle i dag målstregen inden for 10 minutter, efter et maratonløb på seks timer, og til helhjertet applaus fra holdkammeraterne. Tak fra coach Bjarke Kobberø og overtegnede til hele holdet for at have udgjort så forbilledligt et fællesskab.

Skiltet uden for Torridon Inn fortæller om åbningstider fra "4pm – late", og selvom vi aldrig når igennem hele udvalget i whiskybaren, så er det ingen skam at gøre forsøget.

Vi er jo i Skotland, og vi har bestemt noget at fejre.

Se mere på Running26s Facebookside



Læs også



Anbefalet