Lisbet Røge Jensen

Sport Af
Som ventet lykkedes det ikke for cykelrytteren Lasse Norman Hansen at hente en medalje i omnium ved VM på bane i London.

Efter den sjette og afsluttende disciplin, pointløbet, sluttede den danske OL-guldvinder samlet på en femteplads med 181 point.

24-årige Lasse Norman Hansen lå før pointløbet på en syvendeplads, men han gjorde sit for at komme i spil til en medalje.

Med 83 omgange tilbage var danskeren med i en gruppe, der indhentede en omgang på det øvrige felt.

Og da Lasse Norman Hansen lidt senere vandt en spurt, var han pludselig kun fem point fra en bronzemedalje.

Det varede dog ikke ved, selv om Lasse Norman Hansen kort før afslutningen igen hentede en omgang, for det gjorde andre ryttere også.

Den afsluttende spurt blev afsindigt spændende.

Italieneren Elia Viviani kunne have sikret sig VM-titlen ved at vinde spurten, men han blev besejret af briten Mark Cavendish.

Dermed sluttede Elia Viviani på en fjerdeplads med 189 point.

Ingen af de tre førende med hver 191 point, colombianeren Fernando Gaviria Rendon, tyskeren Roger Kluge og australieren Glenn O'Shea, scorede point i spurten.

Men eftersom Fernando Gaviria Rendon kom først over stregen af de tre, genvandt colombianeren VM-guldet fra sidste år.

Roger Kluge blev nummer to, mens Glenn O'Shea måtte nøjes med bronze.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Mest læste

π