Lisbet Røge Jensen

Magnussen runder igen 100 omgange i Formel 1-test
Kevin Magnussen.
Foto: Scanpix
Sport Af
Med mindre end tre uger til Formel 1-premieren i Melbourne har holdene tirsdag taget hul på de sidste fire testdage på Circuit de Catalunya i Barcelona.

Og for Kevin Magnussen blev det endnu en travl dag i Renault-raceren, som han styrede rundt på banen i 119 omgange i løbet af de otte timer, han havde til rådighed.

Hvor sidste uges fire testkørsler handlede mest om at finde fejl og afprøve bilen i alle ender og kanter, skal der efter planen være mere fokus på bilens ydeevne i de kommende dage.

Nogen supertider noterede danskeren sig dog ikke for, selv om han undervejs skiftede dæktype fra medium til de hurtigere softdæk.

Hans bedste tid på 1 minut 25,760 sekunder var langsommere end hans hurtigste måling i torsdags og kun den tiendebedste i feltet.

Renault-lejren vurderer selv, at bilens motor i sæsonens første del kommer til at mangle noget kraft i forhold til de bedste teams.

Fin holdbarhed

Men holdbarheden ser foreløbig fin ud, og tirsdagens test var den tredje i træk, hvor Magnussen uden problemer rundede 100 omgange.

Som tilfældet var i de to første test, gik danskeren dog i stå på banen til allersidst. Han sluttede dagens arbejde omkring ti minutter før lukketid, hvor bilen måtte transporteres til garagen på et fejeblad.

I den overlegne Mercedes-bil delte Nico Rosberg og Lewis Hamilton igen dagen imellem sag, og tilsammen nåede duoen hele 172 omgange, og Rosberg satte dagens bedste tid med 1 minut 23,022 sekunder.

I McLaren-lejren har det formentlig hjulpet på humøret, at Fernando Alonso kørte 93 omgange og var tredjehurtigst. Det kriseramte hold havde store problemer i sidste uge, og Alonso måtte stort set opgive at køre i testen i torsdags.

Formel 1-feltet er på banen igen onsdag, hvor Kevin Magnussen får sine sidste banetimer inden grandprixpremieren i Australien 20. marts.



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Mest læste

π