Søg
Bliv kunde

Sport Af
Rundt om i Europa udtrykker fodboldfans utilfredshed med billetpriserne, der kun synes at gå én vej, nemlig opad. I Danmark er stemningen en helt anden.

Fansene er godt tilfredse, europæiske brødre misunder dem, og klubberne under Divisionsforeningen lægger et stort arbejde i at tilfredsstille de danske tilskueres behov.

"På et landsdækkende seminar i slutningen af januar var alle fanklubberne samlet, og billetpriserne blev kun vendt ganske kort, for der er ikke utilfredshed med billetpriserne i Danmark," siger Sarah Agerklint, næstformand i Brøndby Support.

Brøndby Support er en del af sammenslutningen Danske Fodbold Fanklubber (DFF). Medstifter af DFF Tine Hundahl er også medlem af Football Supporters Europe, som er den største fanorganisation i Europa.

Hun får international feedback på det danske prisniveau.

"Et halvsæsonkort i FC Midtjylland, som er mesterklubben, koster 600 kroner. Det er det samme, som en enkelt kamp koster i England. Og når jeg fortæller om det danske prisniveau til udenlandske fanklubber, siger de også bare, nå ok," siger Tine Hundahl.

Hun fremhæver forholdet mellem pris og kvalitet.

"I Danmark finder folk niveauet meget fair, fordi der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Jeg hører ingen sige, at det er vanvittigt, at det koster 100 kroner at komme ind eller 150 kroner til de større kampe.
Det er selvfølgelig også spørgsmålet om udbud og efterspørgsel. Dansk fodbold er ikke udsolgt," påpeger Tine Hundahl.

De ledige pladser er man opmærksom på i de danske klubber.

"Over de seneste tre til fire år har klubberne arbejdet sig stadig tættere på, hvad de forskellige grupper af fans hele vejen rundt på stadion har brug for og nytte af, siger direktør i Divisionsforeningen," Claus Thomsen.

Prisen er en af flere faktorer under overvejelse.

"Undersøgelsen går på hele stadionoplevelsen, før, under og efter kampen, om hvad tilskuerne finder godt og mindre godt," siger Claus Thomsen.

Han fortæller, at den seneste undersøgelse inddrog omkring 6000 tilskuere til kampene i Superligaen.

"Undersøgelser viser, at det er forskelligt fra klub til klub, hvad fansene gerne vil have. En rigtig god pakkesammensætning i én klub, er ikke nødvendigvis den optimale i en anden klub," siger Claus Thomsen.

Et gennemgående træk går dog igen, nemlig prisniveauet. En voksen kan komme til superligafodbold for omkring 100 kroner, hvis man vælger den billigste tribune.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Mest læste