Michael Gravgaard ny direktør i Randers FC
Michael Gravgaard, tidligere FCK- og landsholdsspiller, er ny direktør i Randers FC.
Foto: Scanpix
Sport Af
Superligaklubben Randers FC har tirsdag præsenteret den tidligere landsholdsspiller Michael Gravgaard som ny direktør i klubben.

Den tidligere landsholdsspiller har de seneste år gjort sig som vært og sportschef for flere tv-stationer, men nu vender han tilbage til klubfodbold i en direktørrolle.

Rygterne om ansættelsen begyndte at løbe i de danske medier mandag aften, da Randers indkaldte til pressemøde, og tirsdag blev den tidligere forsvarsspiller så præsenteret.

Revisoruddannede Michael Gravgaard afløser Hans-Peter Rasmussen, som kort før årsskiftet stoppede i klubben efter gensidig aftale.

Landsholdsdebut i 2005

37-årige Gravgaard startede karrieren i Randers Freja, som han spille for i seks år, inden han i 2002 drog til Viborg.

Her udviklede han sig gennem tre sæsoner, inden storklubben FC København lokkede ham til hovedstaden i 2005.

Det var også i 2005, han fik debut på det danske landshold i en testkamp i Parken mod England.

Det blev til 18 landskampe og fem mål for den hovedstødsstærke forsvarsspiller, ligesom han også nåede en udlandskarriere hos Nantes i Frankrig og et kort lejeophold i Hamburger SV i Tyskland, inden en drilsk skade satte en stopper for karrieren.



Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler