Sådan: Slank og sund i 2013
Børsens ernæringsekspert, Martin Kreutzer, sætter klare max-grænser for slik og alkohol.
Foto: Colourbox
Sport Af ,
Nytårsforsæt, slankepulver, dårlig samvittighed. For mange starter året med store ambitioner om at blive sund og slank.

Børsens ernæringsekspert Martin Kreutzer giver her sine bedste bud i sin faste blog. Den kan også læses og kommenteres på Børsens Facebook-side.

Kreutzers Klumme:

Januar er årets store slankesæson. Men gør dig selv den tjeneste at huske på sundheden, når du angriber kalorierne.

Det kommer næppe bag på nogen, at januar er måneden, hvor nationen begår et samlet slankemartyrium. Skulle du alligevel være i tvivl, så tag et smut ned i Netto, hvor pallevis af Nupo pulver tigger om at havne i din indkøbskurv. Hører du til dem, der giver sig i lag med ugers slankekur, så gør dig selv den tjeneste, at tænke sundhedsmaksimering ind i processen.

De fleste kan mobilisere viljestyrken til et par ugers afsavnspræget diæt, men i realiteten er det ikke en sådan, der bør være målet. I stedet bør du fokusere på, at den anvendte slankestrategi er lige så sund, som den er effektiv, og det rimer forholdsvis skidt på pulverkur, monodiæter (hvor der fx leves af blomkålssuppe) eller andre radikale strategier.

De bedste slankemetoder


Mit bedste bud på en slankekur hedder masser af grønsager, lidt frugt, godt med fed fisk, æg og fjerkræ, samt eventuelt et par gode bøffer.

Tilsat et stænk lækker olivenolie, ristede pinjekerner, en halv avocado eller en håndfuld mandler, har du ingredienserne i en kur, der knap nok fortjener betegnelsen. For afsavn og smagsforladthed skal du lede længe efter. Den hemmelige ingrediens er faktisk den, der slet ikke befinder sig i kuren. For det er det som du fravælger, der gør dig slank.

Her går grænsen

Og hvad er det så, der skal vælges fra eller som minimum underlægges restriktioner? Tja, for manges vedkommende er det de hyggekalorier, som har sneget sig ind i løbet af julemåneden. Prøv at spejle dig selv i en ramme, der hedder:
  • Max tre genstande alkohol om ugen.
  • Max én gang om ugen kage, klassisk fastfood eller lyst morgenbrød.
  • Max én gang slik, flødechokolade eller andet guf om ugen.
  • Max ét glas juice, mælk, saftevand eller sodavand om dagen.
Holder du dig indenfor disse rammer har du taget et stort skridt hen imod at bremse yderligere vægtstigning. Og måske taber du dig allerede på denne justering, for der er rigtig, rigtig mange kalorier gemt i disse småhapserier, der isoleret set virker ubetydelige, men i deres sum presser rigtig meget ekstra energi ind i dagskosten.

Næste naturlige skridt vil være at kigge på indtaget af kulhydratrige basismadvarer. I et vist omfang kan der være plads til dem i dagskosten, men omfanget er mindre, end de fleste går og tror. Dette punkt vender jeg tilbage til i næste blog.

Martin Kreutzer er fast tilknyttet firmaet
Running26 og tilbyder gennem sit eget firma BodyComp foredrag, kurser og individuel vejledning.

Læs også



Børsen anbefaler