Løb glad uden morgenmad
Foto: Colourbox
Sport Af ,
Opdateret 18/11 med facebook-kommentarer - Har du en travl morgenrutine, hvor der helst lige skal presses en løbetur ind, kan du fint snøre skoene på tom mave. 

Det er rådet fra Børsens ernæringsekspert, Martin Kreutzer, der i sin faste motionsblog har gode råd med på vejen i den forbindelse.

Har du spørgsmål til Martin Kreutzer i den forbindelse, så fyr løs via Børsens Facebook-side, hvor denne blog også kan læses. Kreutzer er klar til at svare. Læs og del også dine oplevelser og overvejelser omkring morgenløbeture. Flere har allerede gjort det.

Men først - læs ernæringsekspertens egne ord nedenfor:

Kreutzers Klumme:

Egentlig synes jeg, at emnet er blevet berørt så mange gange, at det næsten ikke er værd at komme ind på. Alligevel konfronteres jeg næsten hver eneste gang jeg holder foredrag med netop dette spørgsmål.

Det skete senest for et par dage siden, og mindede mig om, at budskabet måske fortjener at blive bredt ud. Konkret lød spørgsmålet, der slet ikke er så dumt endda:

"Jeg træner altid fra morgenstunden for at få en god start. Kan jeg bare træne løs uden morgenmad eller går det ud over min træning?"

Intet i vejen

Grundlæggende er der intet i vejen for at træne på tom mave. Din krop klarer sig fint på de reserver der gemmer sig i musklerne, leveren og blodet – for ikke at tale om de omfangsrige fedtdepoter, som også snildt kan rekrutteres.

Vær dog opmærksom på, at de op til 12 timers faste, der følger i kølvandet på aftensmåltidet, efterlader dig med færre energireserver, end hvis du træner senere på dagen. Det betyder, at du på lange løbeture risikerer at løbe tør for energi tidligere end du er vant til.

Spis ved længere ture

Venter der en længere tur vil du derfor alt andet lige være bedst tjent med at spise et solidt morgenmåltid og vente nogle timer med at løbe. Af blandt andet den grund er de fleste træningsprogrammers langture henlagt til weekenderne. Et ekstra plus ved den strategi er, at du på hver langtur øver det, som også vil være din successtrategi i en eventuel konkurrence.

Venter der blot en kortere løbetur på 5 til 15 km er der ingen grund til at tanke op forinden, så løb du bare af sted på fastende hjerte. En del morgenløbere døjer dog med rumlende mave eller en særegen tomhed, der kan virke generende, hvis de ikke får noget at spise.

Husk opvarmning

Typisk er det mavesyren der driller. Det problem løses ganske let ved at snuppe en skive brød eller en halv banan inden løbeturen. Mængden er stor nok til at fjerne tomheden, samtidig med at måltidet er for lille til at kunne genere på løbeturen.

Mindst lige så vigtigt som energiforsyningen, er opvarmningen. Efter en nat på langs er led og sener ganske kolde og stive.

Hiver du blot i tøjet og drøner af sted risikerer du derfor at overbelaste kroppen. Gør du det til en fast rutine at varme grundigt op med let jogging og lidt løbetekniske øvelser, er der dog ingen problemer, for efter små 10 minutter er både led og sener velsmurte og klar til den egentlige løbetur.

Martin Kreutzer er fast tilknyttet firmaet Running26 og tilbyder gennem sit eget firma BodyComp foredrag, kurser og individuel vejledning.

Læs også



Anbefalet