Sport  
Det er ikke kun i Vejle, at man har planer om at bygge en skibakke. Det overvejer Parken Sport & Entertainment også kraftigt. Og skibakken skal i givet fald opføres i forbindelse med Don Ø's ferie- og oplevelsescenter Lalandia Billund. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

"Vi arbejder i øjeblikket med 15 til 20 projekter i millionklassen til Lalandia Billund. Og en skibakke er et af projekterne," siger Flemming Østergaard, der er hovedaktionær i Lalandia Billund.Don Ø, der i disse dage er på træningslejr med FC København i Østrig, træffer beslutningen til august.

"Der er vi så langt, at vi er klar til at tage beslutningen om, hvilke projekter, der skal gennemføres i Billund," siger Flemming Østergaard.

Og han har ikke tænkt sig at spørge konkurrenter eller kommunalpolitikere om lov.

Ikke plads til to

"Vi driver selv det hele, både butikker og restauranter. Det gælder også de projekter, der kommer hen ad vejen i Lalandia Billund," siger Flemming Østergaard.

Han nævner, at han ikke var klar over, at der eksisterede planer om en skibakke i Vejle.

Viceborgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) oplyser, at han godt har hørt om Don Ø's overvejelser i forhold til Lalandia Billund. Han synes ikke, at det virker som nogen god idé med en skibakke i både Billund og Vejle.

"Det virker uhensigtsmæssigt at opføre en skibakke i Vejle, hvis Don Ø bygger én i Billund. Venstres gruppe i byrådet vil derfor stille spørgsmålstegn ved Vejle-projektet i det tilfælde, at Parken Sport & Entertainment beslutter at realisere deres overvejelser. Vejles og Billunds attraktioner skal ikke modarbejde hinanden, men i stedet skabe synergi," siger Arne Sigtenbjerggaard.

Borgmester Leif Skov (S) har også svært ved at se meningen med en skibakke i både Vejle og Billund. Han tror ikke, at markedet vil kunne bære det.

"Jeg tror ikke, at en markedsundersøgelse vil vise, at der er plads til to skibakker inden for så begrænset et område. Men så kan man bare finde på andre forlystelser at kombinere med butikscentret. For det står og falder jo ikke nødvendigvis med skibakken," konstaterer Vejles borgmester.

Heller ikke bygherren af en eventuel skibakke i Vejle, udviklingselskabet Steen & Strøm, tror på to skibakker.

"Der er ikke plads til to skibakker i Jylland. Det er der ikke engang i Danmark," siger Karen Nielsen, udviklingsdirektør i Steen & Strøm.

Hun er klar med et andet projekt, hvis planerne om en skibakke glipper.

Jubel i Billund

Flemming Østergaards planer vækker til gengæld jubel i Billund.

"Der er en grund til, at vi har meldt ud, at vi om fem til seks år vil have fem mio. turister. Og desto flere seværdigheder vi får, jo bedre," siger Billunds borgmester Ib Kristensen (V).

Borgmesteren regner med, at Lalandia Billund og de firmaer, der nyder godt af det nye ferie- og oplevelsescenter, vil skabe 1800 arbejdspladser.

Kilde: Vejle Amts Folkeblad

Følg Børsen på Facebook




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler