Generelt Af

Den tidligere georgiske præsident Mikheil Saakashvili er i Holland, efter at han er blevet udvist fra Ukraine, skriver det hollandske nyhedsbureau APN.

Saakashvili, som er gift med en hollandsk kvinde, blev udvist fra Ukraine til Polen mandag.

Hans advokat i Holland siger, at han ønsker at blive i landet.

- Denne person opholdt sig ulovligt på ukrainsk territorium, hvorfor han i overensstemmelse med loven er blevet sendt tilbage til det land, hvorfra han kom, sagde en talsmand for myndighederne Oleh Slobodjan på Facebook ifølge Interfax.

Saakashvili er gået ind i ukrainsk politik, hvor han fører an i en kampagne mod den udbredte korruption i den tidligere sovjetrepublik.

Oppositionslederen sad mandag på en restaurant nær sit partis kontor i Kijev, da han blev bortført, beretter hans talsperson.

- Han blev tvunget ind i en hvid bil og kørt til en ukendt destination, siger talspersonen, som fortæller, at bortførerne også var klædt i grønt camouflagetøj.

I sidste uge meddelte Saakashvilis advokat advarende, at ekspræsidenten risikerer udvisning eller udlevering, efter at han havde tabt en ankesag.

Politikerens ønske om beskyttelse i Ukraine blev afvist af en appeldomstol i Kijev 5. februar.

- Ukendte og maskerede personer greb Mikheil Saakashvili og tog ham med. Bortførerne kom i tre hvide biler, hedder det på politikerens Facebook-side.

Saakashvilis talskvinde fortalte efter bortførslen, at de maskerede personer ifølge ubekræftede informationer var repræsentanter for grænsepolitiet.

Politiet i Kijev er ikke involveret, sagde talskvinden.

/ritzau/


Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu