Generelt Af

For anden dag i træk spyr Filippinernes mest aktive vulkan tyk aske og røg. Det har søndag fået tusindvis af beboere til at forlade deres hjem nær det rumlende bjerg.

Søndag morgen varede et udbrud fra vulkanen Mayon, der ligger i Albay-provinsen 330 kilometer syd for Manila, omkring fem minutter.

Det oplyser Filippinernes institut for vulkanologi og seismologi.

- Det begyndte at lugte af svovl, og beboere kunne høre en rumlen, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Myndighederne hævede lørdag beredskabsniveauet omkring Mayon til to. Det skete efter det første udbrud, der skabte en askesky på 2500 meter.

- Offentligheden opfordres kraftigt til at være årvågen og undlade at komme inden for en radius af seks kilometer fra farezonen. Det sker for at minimere risiciene for pludselige eksplosioner, stenfald og jordskred, oplyser instituttet.

Flere end 2200 indbyggere fra byerne Guinobatan, Camalig og Anoling er siden lørdag flygtet fra deres hjem. Det oplyser talsmand for politiet i provinsen Arthur Gomez.

Beboerne har søgt ly på en række skoler, der er blevet omdannet til evakueringscentre.

Den 2472 meter høje vulkan har været i udbrud omkring 50 gange siden 1616. Det seneste dødbringende udbrud var i maj 2013, hvor fem vandrere blev dræbt og syv andre såret.

Mayons mest voldsomme udbrud var i 1814. Her blev flere end 1200 mennesker dræbt, og en hel landsby blev begravet i vulkansk mudder.

Et andet dødbringende udbrud var i 1993. Her blev 79 mennesker dræbt.

/ritzau/dpa


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu