Generelt Af

Handelsministrene fra 11 Apec-lande er enige om at gå videre med frihandelsaftalen TPP (Trans-Pacific Partnership), efter at præsident Donald Trump trak USA ud af samarbejdet tidligere i år.

Det oplyser Canadas handelsminister, Francois-Philippe Champagne, lørdag morgen.

Han skriver på Twitter, at gennembruddet er et "stort fremskridt".

I en erklæring skriver han videre, at landene er nået til enighed om nøgleelementer i aftalen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den canadiske regering er nået til enighed om rammen for et nyt omfattende og progressivt partnerskab, skriver ministeren.

Lørdagens gennembrud kommer efter flere dages forhandlinger op til denne weekends på et Apec-topmøde i Da Nang i Vietnam.

Apec er en samarbejdsorganisation for 21 lande ved Stillehavet og i Asien.

Trump trak USA ud af TPP, der er en aftale om en udvikling af handelssamarbejdet i Apec, som noget af det første efter sin indsættelse i januar.

Nu er en af de største udfordringer for Apec-landene ifølge nyhedsbureauet Reuters at fastholde Vietnam, Malaysia, Chile og Peru i samarbejdet, da disse lande er indgået i aftalen med henblik på at få bedre adgang netop til det amerikanske marked.

Fredag understregede Donald Trump, at USA kommer i første række på handelsområdet.

- Vi kan ikke længere acceptere dette vedvarende handelsmisbrug, og vi vil ikke acceptere det, sagde han ifølge nyhedsbureauet AP.

Kina er ikke en del af TPP, men kort efter Trumps tale gik den kinesiske præsident, Xi Jinping, på talerstolen med en besked om, at alle lande må slås for økonomisk åbenhed, ellers risikerer de at blive fortabt.

Kina støtter et internationalt handelsregime, og Xi ønsker en frihandelszone for hele Apec i Stillehavet og Asien.

Vælger man enegang, kommer man til at halte efter, lød budskabet fra den kinesiske leder.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu