Politik Af

Regeringen er sammen med de øvrige satspuljepartier blevet enige om fordelingen af satspuljen på socialområdet for 2018.

I år har partierne bag aftalen valgt at afsætte i alt 1,1 milliarder kroner fra satspuljen til mennesker med handicap, anbragte børn, udsatte og frivillige.

Aftalen har et særligt fokus på forebyggelse af hjemløshed. Her afsætter partierne i alt 154 millioner kroner til en handlingsplan, der skal bekæmpe hjemløshed.

- De unge hjemløse, som er et stigende antal, skal opdages tidligere. De kører under radaren. Det betyder, at vi først får kontakt med dem, når de tropper op på et herberg, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).

- På det tidspunkt har de slidt alle relationer ned. Der har de været sofasovere, og det betyder, at når vi kommer i kontakt med dem, er de meget udsatte.

- Typisk har flere af dem også et misbrug ved siden af. Så vi skal have fat i dem tidligere og støtte dem, siger ministeren

Handlingsplanen skal blandt andet sikre, at de indsatser, man ved virker i en del af landet, udbredes til større dele af landet.

Indsatsen mod hjemløshed vil have fokus på alle hjemløse, men altså have et særligt fokus på unge.

Aftalen afsætter også penge til "mere kvalitet i plejefamilier" med fokus på uddannelse og tilsyn. Det skal give anbragte børn en bedre opvækst.

Som det eneste parti står Enhedslisten uden for aftalerne om satspuljemidlerne.

Partiet er uenig i finansieringen, der findes ved at lade offentlige ydelser som pensioner og kontanthjælp stige med en langsommere takt end lønninger.

- Det er tåkrummende pinligt at se alle partierne stå med store smil og prale af satspuljeaftalen, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, i en skriftlig kommentar.

- De glemmer at fortælle, at finansieringen kommer fra syge og arbejdsløse og er med til at øge uligheden i Danmark år efter år.

- Pengene til voldsramte, anbragte børn og hjemløse kommer fra nogle af de mennesker, der har det allersværest. I år er det over en halv milliard, der tages fra overførselsindkomsterne, siger hun.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu