Christopher Arzrouni, debatredaktør

RITZAU  

Investorerne på de internationale råvaremarkeder spejder torsdag morgen efter nye indikationer, som kan give en ide om, hvilken vej vinden blæser. Ugen er fattig på økonomiske data, og det får analytikere og økonomer til at vende blikket mod de mere fundamentale markedsdrivere som udbud og efterspørgsel. Og faldende olielagre kombineret med stigende efterspørgsel presser prisen på råolie op.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 116,95 dollar, mens en tønde af den amerikanske referenceolie West Texas Intermediate samtidig ligger i 96,80 dollar. Onsdag eftermiddag stod en tønde Brent i 116,20 dollar, mens WTI -olien kostede 96,10 dollar ved dansk børslukketid.

Onsdag kunne de officielle lager-tal fra det amerikanske energiministerium ikke helt leve op til forventningerne. lagrene råolie steg med 2,6 mio. tønder i den forgangne uge, hvor analytikerne havde ventet en stigning på 2,7 mio. tønden. 

Samtidig viste statistikken over mængden af ​​olieprodukter, som blev leveret af de amerikanske raffinaderier i løbet af de seneste fire uger, en stigning på 4,7 pct. i forhold til samme periode året før. Mængdetallet bliver brugt som en indikator for efterspørgslen.

- Vi fortsætter med at se data, som understøtter efterspørgslen fra Asien og USA, siger markedsstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.

Også kobberprisen fortsætter med at vise tegn på stigninger. Efterspørgslen fra især Kina og Japan ventes at øge efterspørgslen, og torsdag morgen stiger et ton kobber til 8258 dollar fra 8250 dollar onsdag.

Guld-investorerne får en smule medvind torsdag efter den seneste tids prisfald. Det er dog fortsat tale om forholdsvis små prisudsving på daglig basis. En troy ounce guld koster torsdag morgen 1679 dollar, hvor prisen ved dansk børs-lukketid lå på 1671 dollar.

/ritzau/FINANS

Følg Børsen eller Del artikel
     



 
π