Generelt Af

Op mod hver femte arbejdsløse har bevidst undgået sociale arrangementer som familiefester for at slippe for det rituelle spørgsmål, om hvad man laver.

Det viser en rundspørge foretaget af Interresearch A/S for arbejdsløshedskassen Min A-Kasse blandt 829 danskere, der har været arbejdsløse i 2011 eller 2012, skriver Avisen.dk.

- Alle andre beskriver sig selv i kraft af deres arbejde, og derfor bliver det svært at definere sig selv, når man er arbejdsløs. Konsekvensen er, at mange kommer til at skamme sig, siger arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.

Ifølge rundspørgen for Min A-Kasse har hver anden arbejdsløse haft en oplevelse af, at de er blevet set ned på, fordi de var arbejdsløse.

- Som arbejdsløs kan man let komme til at se sig selv og ens egen situation som ret håbløs, mener Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.

Seks ud af 10 arbejdsløse danskere har samtidig oplevet at føle sig mindre værd end andre, fordi de var arbejdsløse.

En af de 160.000 arbejdsløse danskere er 21-årige Jeanne Lind Larsen. Hun har været arbejdsløs i to år, og det har givet store problemer med selvværdet.

- Jeg føler mig som en fiasko, fordi der ikke er nogen, der vil have mig. Fordi jeg er arbejdsløs, har jeg det dårligt med mig selv, og det er blevet til en depression, siger hun.

For Jeanne Lind Larsen har arbejdsløsheden også betydet, at hun har følt sig set ned på af andre.

Samtidig finder mange arbejdsløse det problematisk, at de netop bliver kaldt arbejdsløs. Det mener hver anden er ubehageligt.

- Ordet "arbejdsløs" er nedladende og bliver brugt negativt. Jeg ville hellere kaldes ledig, siger Jeanne Lind Larsen.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu