Comey: Rusland kan have belastende materiale om Trump
"Hvis der var nogen som helst chance for, at præsident Trump (th) og James B. Comey (tv) kunne have undgået en fuldstændig krig, så vil den være væk søndag aften," skriver New York Times efter tv-interview med Comey på ABC.
Foto: Scanpix/Nicholas Kamm/arkiv
Politik Af
Rusland ligger muligvis inde med så belastende informationer om USA's præsident, Donald Trump, at de kan bruges til at afpresse præsidenten.

Det siger den tidligere FBI-chef James Comey i sit første tv-interview, siden Trump fyrede ham i maj sidste år.

"Jeg tror, det er muligt. Jeg ved det ikke. Det er ord, jeg aldrig troede, jeg ville sige om en præsident i USA, men det er muligt," siger Comey.

I interviewet på ABC sent søndag aften amerikansk tid giver Comey også udtryk for, at Trump er uegnet til at bestride posten i Det Hvide Hus.

Det skriver Washington Post og New York Times.

Begge aviser har læst et udskrift af ABC's næsten fem timer lange samtale med Comey. Seerne må nøjes med et uddrag på en time.

"Vores præsident skal vise respekt og holde sig til de værdier, der er kernen i dette land. Det vigtigste er sandheden. Det er denne præsident ikke i stand til at gøre. Han er moralsk uegnet til at være præsident," siger Comey ifølge aviserne.

Respekt præger ikke Comeys syn på præsidenten.

Han sammenligner blandt andet Trumps administration med en mafiafamilie og hans ageren som præsident med en skovbrand. Desuden behandler Trump kvinder som "kød", lyder det videre.

"Hvis der var nogen som helst chance for, at præsident Trump og James B. Comey kunne have undgået en fuldstændig krig, så vil den være væk søndag aften," skriver New York Times.

Den tidligere FBI-chef indrømmer i interviewet, at han allerede inden Trumps indsættelse var alvorligt bekymret for, hvordan det ville forløbe.

Det fortalte han Barack Obama, få dage før hans tid som præsident udløb.

"Jeg gruer for de næste fire år. Men på mange måder føler jeg et stort pres for at blive og forsøge at beskytte den institution, jeg står i spidsen for," fortæller Comey til ABC.

Comeys skepsis over for USA's mest magtfulde mand er i forvejen kendt. Tirsdag udkommer Comeys bog "A Higher Loyalty", men passager er allerede blevet refereret i pressen.

Flere af Comeys udfald på ABC mod Trump er gentagelser fra bogen.

Bogen har i ugevis ligget i toppen af bestsellerlisten på verdens største internetboghandel, Amazon, hvor forsalget er i fuld gang.

/ritzau/


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske Bank og Nordea får millionbøder af EU's børstilsyn

Konkurrent øger spænding om Vestas-aktien: Er prispres overstået?

Simon Lajboschitz vil skabe sit eget brand: "Jeg vil helst ikke være kendt som milliardærens søn"

Stigende udgifter til piloter rammer Ryanairs pengepung

Det skriver medierne: Spekulanter bygger løs uden at have lejere på hånden

Verden rundt: Tesla beder leverandører om penge tilbage

Mens du sov: Trump tordner mod Irans præsident: Du skal aldrig nogensinde true USA igen

Fuld handelskrig nærmer sig efter G20-møde

Mens du sov: Aktienervøsitet i Japan efter Trump-trusler og dollarfald