Politik Af
Går det som planlagt vil eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) søndag begynde deres arbejde i byen Douma nær hovedstaden Damaskus i Syrien.

Undersøgelserne skal fastslå om et kemisk angreb fandt sted i byen forrige lørdag.

Det mener de vestlige stormagter USA, Frankrig og Storbritannien, hvilket fik dem til at angribe militære mål i Syrien natten til lørdag.

De internationale hold af eksperter ankom til Damaskus få timer efter angrebet.

De skal undersøge om påstandene om at både saringas og klorgas har været brugt mod den syriske befolkning, som de vestlige magters efterretninger peger på.

Eksperterne er blevet inviteret af det syriske regime, der nægter brug af kemiske våben mod befolkningen.

Den syriske udenrigsminister, Ayman Soussan, bekræfter søndag, at eksperterne er landet i Syrien.

"Holdet, der skal undersøge fakta, ankom til Damaskus lørdag og skal til Douma søndag," siger han.

"Vi vil sikre os, at de kan arbejde professionelt, objektivt, upartisk og fri fra ethvert pres," garanterer ministeren.

OPCW har tidligere undersøgt brugen af kemiske våben i Syrien.

I 2014 erklærede eksperterne, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, havde fjernet sine lagre af kemiske våben.

Men få år senere i 2017 kunne eksperterne konstatere, at kemiske våben var blevet brugt i den nordlige syriske by Khan Sheikhoun.

Det førte til et amerikansk angreb, der skulle signalere til det syriske regime, at man ikke tolererede brugen af kemiske våben.

De vestlige landes efterretninger peger dog på, at styret ikke er stoppet med sine kemiske angreb.

Ved det angivelige kemiske angreb i Douma blev 40 dræbt, og mange hundrede blev sårede.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har meldt ud, at mange viste symptomer på at være blevet ramt af kemiske våben ved angrebet.

/ritzau/


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske Bank og Nordea får millionbøder af EU's børstilsyn

Konkurrent øger spænding om Vestas-aktien: Er prispres overstået?

Simon Lajboschitz vil skabe sit eget brand: "Jeg vil helst ikke være kendt som milliardærens søn"

Stigende udgifter til piloter rammer Ryanairs pengepung

Det skriver medierne: Spekulanter bygger løs uden at have lejere på hånden

Verden rundt: Tesla beder leverandører om penge tilbage

Mens du sov: Trump tordner mod Irans præsident: Du skal aldrig nogensinde true USA igen

Fuld handelskrig nærmer sig efter G20-møde

Mens du sov: Aktienervøsitet i Japan efter Trump-trusler og dollarfald