Stolt Tillerson går som USA-minister uden at smække med dør
Tirsdag blev udenrigsminister Rex Tillerson (billede) fyret og bliver erstattet af CIA-direktør Mike Pompeo.
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Politik Af
Opdateret kl. 20.22 - Afgående udenrigsminister Rex Tillerson, som er blevet fyret af USA's præsident, overleverer stafetten til viceudenrigsminister John Sullivan tirsdag aften.

Sullivan skal passe kontoret, indtil en ny udenrigsminister er godkendt af Kongressen.

Formelt slutter Tillersons embedsperiode dog først med udgangen af marts, fortæller han på et pressemøde.

"Jeg er stolt over den tid, jeg har været med til at tjene mit land," siger Tillerson.

Rex Tillerson har været uenig med Trump og flere gange på konfliktkurs med præsidenten. Han nævner flere af de succeser, som han mener, at udenrigstjenesten har leveret under hans ledelse.

Han peger blandt andet på forholdet til Nordkorea, hvor der måske er et tøbrud på vej.

"I samarbejde med allierede overgik vi næsten alles forventninger med kampagnen om maksimalt pres på Nordkorea," siger Tillerson.

På sit formentlig sidste pressemøde som fungerende udenrigsminister havde Tillerson også et par politiske synspunkter at dele.

"Rusland må nøje overveje, hvordan landet bedst handler i det russiske folks interesse og for verden i mere bred forstand. At fortsætte på denne kurs vil føre til øget isolation," siger den afgående minister.

Han understreger, at det sidste hverken er i Ruslands eller andres interesse.

Donald Trump sagde efter fyringen, som i tråd med præsidentens øvrige kommunikation af vigtig karakter skete på Twitter, at han respekterer Tillersons intellekt.

Men samarbejdet var ikke godt.

"Vi tænkte ikke rigtig på samme måde," sagde præsidenten på et improviseret pressemøde i Washington.

Der har svirret mange rygter om selve fyringen. Først lød det fra regeringskilder, at Tillerson var blevet fyret fredag.

Siden erfarede en hel stribe journalister i Washington, at Tillerson først blev bekendt med fyringen tirsdag i Twitter-beskeden fra Trump.

Det amerikanske nyhedsbureau AP's korrespondent i Det Hvide Hus skriver på Twitter, at Trumps stabschef, John Kelly, ringede til Tillerson både fredag og lørdag. Begge gange lød det, at Tillerson ville blive fyret, hvis ikke han selv gik af.

Det gjorde udenrigsministeren ikke.

Og så satte Trump det sidste punktum for udenrigsministeren i en kort besked på Twitter.

/ritzau/


Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



TV'et er hjemmets nye kamæleon

Sponsoreret af
Samsung

Forsiden lige nu


Ny datalov koster virksomheder 8,1 milliarder

Investorer flygter fra Italien - euro er ramt

Søren Skous kroniske hovedpine

Stifter varmer op til salg af hurtigtvoksende it-selskab

Hans topsikrede bunkere vogter bitcoin for 10 milliarder dollar

Dette er Nordens pengemaskine - et dansk selskab slår alle

DF takker nej til minister om flere udlændinge i job

Køb en highspeed-tur og støt Børnecancerfonden

Eks-minister kræver fuld åbenhed i Dansk Flygtningehjælp: "Sidste år fyrede vi 12 for seksuelle overgreb. Det ligger på hjemmesiden"