Danmark ønsker endnu en forlængelse af grænsekontrollen
- Jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg efter et EU-møde i Bruxelles.
Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Politik Af
Danmark og fem andre Schengen-lande er begyndt at forberede sig på at forlænge deres grænsekontroller med formentlig et halvt år endnu engang.

Den nuværende danske grænsekontrol udløber 12. maj, men der er ikke grundlag for at stoppe den på det tidspunkt, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme, siger Støjberg torsdag efter et EU-møde i Bruxelles.

Her har ministre fra de seks Schengen-lande, der i dag har grænsekontrol, sat sig sammen i forlængelse af et EU-indenrigsministermøde.

- Jeg tror, at vi ser relativt ens på det her spørgsmål, siger Inger Støjberg efter mødet med de fem andre lande.

De seks Schengen-lande med grænsekontrol er Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Østrig og Frankrig.

EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, er ikke tilhænger af mere grænsekontrol.

Han vil tilbage til kernen i Schengen-samarbejdet med åbne indre grænser og foreslår i stedet flere politikontroller i grænseområder og ved populære rejseruter.

- Vores politik er meget klar, siger Avramopoulos.

- Vi ønsker at komme tilbage til et normalt fungerende Schengen. Det er det princip, vi arbejder ud fra med alle lande, siger han.

Avramopoulos siger, at han bliver ved med at arbejde og diskutere sagen med alle landene.

- Og jeg mener, at vi meget snart vil være tilbage ved normalen, siger han.

Landene skal varsle de nye kontroller til EU-Kommissionen senest en måned før, de skal træde i kraft.

Der er regler for, hvor længe et Schengen-land kan have grænsekontrol.

Men ved den seneste forlængelse skiftede Danmark begrundelse fra migrationskrisen til også at lægge vægt på terrortruslen.

Nye artikler i Schengen-reglerne blev dermed taget i brug, og det gav mulighed for nye forlængelser.

- Der er flere ting i det, siger Inger Støjberg.

- Der er både spørgsmålet omkring terrorisme, og dermed også terroristernes mulighed for at bevæge sig hen over landegrænserne.

- Men der er også stadig en skrøbelig situation i forhold til migration, siger hun.

/ritzau/


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


45-årig svensker bliver ny finansdirektør i Mærsk

Canada legaliserer cannabis: Antænder aktiefest og nyt milliardmarked

Markedet reagerer på nyhed om ny finansboss i Mærsk: Stiger 3,4 pct.

Genmab-analytiker: Aktien er undervurderet - solid upside forude

Ambu og Genmab i top i grøn åbning

Genmab: Darzalex-salget går frem med 12 pct i USA i maj

Arving gør klar til at overtage roret i mæglergigant

Nordea er klar med Apple Pay til virksomhedskunderne

Italiensk restaurant er atter verdens bedste