Trumps milliardstore infrastrukturplan risikerer at ryge i vasken
Foto: Scanpix
Politik Af
Allerede få timer efter, at den amerikanske præsident, Donald Trump, offentliggjorde sin imødesete infrastrukturplan, bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om den kan realiseres.

Flere iagttagere bider særligt mærke i, at præsidenten med sin plan foreslår et økonomisk budget på 4400 mia. dollar for 2019, hvilket vil øge det føderale underskud til næsten 1000 mia. dollar og resultere i en akkumuleret manko på over 7000 mia. dollar inden for det næste årti.

"Trumps budget har næsten ingen chance for at blive vedtaget, sådan som det ser ud nu, og det virker mest af alt til at være en politisk bemærkning fra præsidenten," skriver Robert Schroder, der er finanspolitisk reporter hos Marketwatch.

Mandag præsenterede Donald Trump sin plan, der går under navnet "Legislative Outline for Rebuilding Infrastructure in America".

Hovedpunktet i planen er, at der skal bruges 200 mia. dollar fra den føderale pengekasse til at anspore investeringer i infrastrukturen på mindst 1500 mia. dollar med både offentlige og private partnere.

"Vi vil bygge skinnende nye veje, broer, motorveje, jernbaner og vandveje over hele landet. Og vi vil gøre det med amerikansk hjerte, amerikanske hænder og amerikansk grus," udtaler Donald Trump i forbindelse med offentliggørelsen.

Trods de gode hensigter møder planen også skepsis herhjemme, hvor Philip Jagd, chefstrateg i Nordea, lægger vægt på, at økonomien i præsidentens plan først og fremmest ser usikker ud.

Derudover påpeger chefstrategen, at det rent politisk kan blive mere end svært for Donald Trump at få lov til at føre sin plan ud i livet.

"Vedtagelse af ambitionerne i Senatet kan blive mere end vanskelig, fordi det kræver 60 mandaters flertal, hvilket administrationen ikke på noget tidspunkt indtil nu har kunnet mønstre," siger Philip Jagd.

Han skynder sig imidlertid at tilføje, at et nederlag for planen kan vise sig at blive en sejr for Republikanerne rent politisk.

For hvis Demokraterne blokerer infrastrukturplanerne i Senatet, kan det bruges imod dem i midtvejsvalgkampen og dermed være en hjælp til de generelt set lidt pressede republikanske kandidater i valget til oktober.

"Sådan er der så meget med politik," lyder det fra Nordeas chefstrateg.

/ritzau/FINANS


Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



TV'et er hjemmets nye kamæleon

Sponsoreret af
Samsung

Forsiden lige nu


Ny datalov koster virksomheder 8,1 milliarder

Mens du sov: Obama skriver kontrakt med Netflix

Investorer flygter fra Italien - euro er ramt

Søren Skous kroniske hovedpine

Stifter varmer op til salg af hurtigtvoksende it-selskab

Hans topsikrede bunkere vogter bitcoin for 10 milliarder dollar

Dette er Nordens pengemaskine - et dansk selskab slår alle

DF takker nej til minister om flere udlændinge i job

Køb en highspeed-tur og støt Børnecancerfonden