Nyrup: Det vil være skandaløst at lukke Dong-sagen nu
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Foto: Scanpix
Politik Af
Det vil være en demokratisk skandale, hvis statsrevisorerne bliver enige om at afslutte Dong-sagen.

Det siger tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til Altinget, før statsrevisorerne onsdag ventes at udsende en erklæring om Dong-sagen.

Nyrup appellerer til statsrevisorerne om at sætte gang i en ny undersøgelse. Men denne gang en undersøgelse, hvor Rigsrevisionen får et nyt og bredere mandat til at komme helt til bunds i sagen.

- Ingen kan være tjent med at lukke denne sag på halvvejen. Hvis vi skal kunne starte på en frisk, så skal alt frem - også de dokumenter, Dong ligger inde med, siger Poul Nyrup.

I foråret måtte Rigsrevisionen opgive at få besvaret alle spørgsmål i sagen, fordi dokumenter i Finansministeriet var forsvundet, at flere referater ikke eksisterede, og at ministeriet ikke kunne redegøre for centrale dele af forhandlingsforløbet.

Derfor er der to helt centrale spørgsmål, der ikke er belyst, mener Poul Nyrup:

- For det første er den lave vurdering af Dongs værdi på salgstidspunktet fortsat et mysterium. Og for det andet mangler det at blive undersøgt, hvorfor Finansministeriet aldrig fremlagde en sammenligning mellem et privat og et statsligt kapitalindskud.

Den politisk eksplosive Dong-handel sprængte i 2014 SF ud af Thorning-regeringen. Men sagen gjorde også meget ondt på Nyrups eget parti:

- Jeg frygter konsekvenserne for Socialdemokratiet, hvis Dong-sagen bliver ved med at være hemmelig og gedulgt. Så vil den hænge som en sort skygge over partiets historie, siger Nyrup og fortsætter:

- Mette Frederiksen har på flere måder forsøgt at gøre op med de fejl, der skete under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Men vi mangler stadig at få gjort op med de fejl, der skete i Dong-sagen.

Nyrup er ikke blevet mildere stemt over for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt efter, hun i en ny bog har kaldt diskussionen om salget af Dong-aktier til Goldman Sachs for "hysterisk".

- Det er dybt arrogant af Helle. De 200.000, der protesterede mod salget til Goldman Sachs, var ikke hysteriske, men ansvarlige samfundsborgere, der ville værne om vores fælles værdier.

- Jeg vil opfordre mine partifæller på Christiansborg til at tænke sig meget grundigt om denne gang, siger Poul Nyrup Rasmussen, der anbefaler en helt ny attitude:

- Jeg tror, det vil skabe stor respekt, hvis man i Socialdemokratiet åbent sagde: 'OK, det her gik ikke godt nok. Vi begik en fejl, og det har vi lært af'.

Kilde: Altinget

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Boligejere snyder sig selv med dyre lån for 55 mia

Bitcoin kyssede kurs 6180 dollar - falder nu voldsomt

Uro skaber kæmpe prisfald på det tyrkiske ferieboligmarked

Nå, nå... Du har nok lige været en tur ved pølsevognen og betalt med Mobilepay

Prisfest på markedet for projektlejligheder - stiger med over 20 pct.

Den gamle turbokriger er i live som aldrig før

Europas ukendte vinland imponerer

"De klassiske luksusmarkører er tilbage"

Det holder investeringsøkonomen øje med mandag