Venstrefløjen: Staten skal godkende prisforhøjelser i realkredit
Enhedslisten finansordfører, Pelle Dragsted. Enhedslisten vil sammen med SF og Alternativet regulere realkreditinstitutternes bidragssatser.
Foto: Søren Bidstrup / Scanpix
Politik Af
Konkurrencen mellem de danske realkreditinstitutter er så begrænset, at der er behov for mere kontrol, når de vil hæve de bidragssatser, kunderne betaler for at have et lån.

Det mener Enhedslisten, SF og Alternativet.

Partierne vil forsøge at overbevise et flertal i Folketinget om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremover skal give tilladelse til, at et realkreditinstitut hæver priserne.

"Det er helt nødvendigt at få reguleret det her område, så danske boligejere ikke bliver en slags økonomisk malkekvæg for bankerne," siger Pelle Dragsted, finansordfører for Enhedslisten.

Partiernes forslag, der formelt bliver fremsat, når Folketinget åbner til oktober, går ud på, at realkreditinstitutterne kun må hæve priserne, hvis lovgivningen for eksempel pålægger dem at polstre sig med ekstra kapital.

Eller hvis de har haft så store tab på udlån, at der er brug for at fylde kassen op igen.

"Et ønske om øget indtjening til ejerkredsen er således ikke en saglig begrundelse for at hæve bidragssatserne," understreges det i forslaget.

Myndighederne skal også føre kontrol med, om priserne bliver sat ned igen, når realkreditinstituttet har samlet nok kapital sammen til at leve op til kravene.

Det er ikke meget mere end et halvt år siden, at et bredt flertal, heriblandt SF, blev enige om nye regler, der skulle sikre mere konkurrence og dermed lavere priser.

Blandt andet skal realkreditselskaberne allerede i dag begrunde det, hvis de hæver priserne.

Men de krav er slet ikke nok, mener SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

"Det var små forbedringer. Og der er lige kommet en rapport fra Konkurrencerådet, der viser, at konkurrencen er alt for ringe. Og det er den også med de nye regler," siger Lisbeth Bech Poulsen.

Den rapport, Lisbeth Bech Poulsen henviser til, blev offentliggjort i august. Den slog hårdt ned på realkreditselskabernes forklaringer på, hvorfor bidragssatserne og kursskæring er steget markant.

Kapitalkravene vurderedes ikke til at være større end tidligere. Og kommende krav til mere kapital kan mødes på andre måder end at kradse pengene ind via bidragssatser.

På et velfungerende marked ville man forvente, at prisen faldt, lød det.

"Det er imidlertid ikke sket. Tværtimod er bidragssatserne i de forskellige institutter øget i umiddelbar forlængelse af hinanden," skrev Konkurrencerådet.

Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i finanssektorens organisation Finans Danmark, mener derimod, at realkreditsektoren er præget af konkurrence.

Og allerede i dag er der skrappe krav til begrundelser for prisforhøjelser. Og Finanstilsynet kan kontrollere det, påpeger hun.

Hun mener, at det er et problem, at partierne bag forslaget ikke anerkender, at stigende pris på kapital kan være en grund til at hæve priserne.

"Hvis ikke man anerkender det som en begrundelse for at hæve bidragssatser eller rentetillæg, så kan konsekvenserne i værste fald være, at realkreditinstitutterne og pengeinstitutterne ikke kan låne ud," siger Ane Arnth Jensen.

Rapporten bliver drøftet ved en høring på Christiansborg tirsdag.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Bare 22 år og headhuntet til chef: Her er 7-Elevens gulddreng

USA: Håb om lavere selskabsskat trak aktierne op

Anders Holch er nr. 89 på den internationale mode-top

Kæmpelandbrug med 2000 malkekøer konkurs med gæld på 135 mio. kr.

Helle Ib: Hvordan skal man håndtere DF? Ignorere, fryse ude, omfavne, kopiere eller bekæmpe?

Martin Thorborg advarer iværksættere om 16.000 danske selskaber: "Det er fandeme uretfærdigt"

To Venstre-folk trækker sig efter brud på regler om partistøtte

Lille aktie kom i rampelyset på rød dag for C20 - Vestas, Novo og GN i bunden

Mia-eksport skal sikres: Danske jægere må nu skyde vildsvin