Strafafgifter og leasingfinter: Her er det store overblik over bilpakken
Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Politik Af
Der stod i den grad biler på nyhedsmenuen i aftes. Men fik du styr på den kaotiske sværm af oplysninger om de nye bilskatter, eller sidder du stadig tilbage med spørgsmål om, hvad der egentlig er aftalt?

Her er dit overblik over, hvad der egentlig ligger i pakken, som VLAK-regeringen har halet i land med Dansk Folkeparti.

1. Registreringsafgiften falder

Det er den helt store motor i pakken. I dag betaler danskerne 105 pct i afgift af bilens værdi op til et knæk på 106.600 kr. Hvis bilen har en værdi, der er højere, bliver resten af værdien beskattet med 150 pct.

 Nu bliver de 105 pct. sænket til 85 pct., og knækket bliver sat i vejret til 185.000 kr.

Men også motorcykler får sænket afgiften. I dag er der nul afgift på motorcykler op til en værdi på 9600 kr., 105 pct. i skat i intervallet fra 9600 til 33.600 kr., og 150 pct. af værdien derover.

Nu bliver de 105 pct. sat ned til 85 pct., og knækket på 33.600 kr. sættes kraftigt op, så den høje skat først skal betales af værdier over 58.400 kr.

De lavere registreringsafgifter træder officielt i kraft fra 3. oktober, så der kan komme gang i bilsalget igen nu.

2. Der laves helt om på sikkerhedsfradrag

I dag får danskerne et fradrag i den afgiftspligtige værdi på 3750 kr., når bilen har blokeringsfri bremser (ABS) og 2500 kr., når bilen har  elektronisk stabiliseringssystem (ESP).

 Men de to fradrag bliver nu skrottet, fordi den slags sikkerhedsudstyr alligevel findes i alle nye biler.

Til gengæld bliver fradraget for selealarmer banket i vejret. Faktisk bliver det femdoblet fra 200 til 1000 kr. per selealarm.

Og fradraget for en 5-stjernet sikkerhedsvurdering fra Euro NCAP bliver firedoblet fra 2000 til 8000 kr.

3. Smæk til benzinslugerne - gaver til de grønne biler

I dag bliver registreringsafgiften sænket med 4000 kr. for hver kilometer per liter, som en bil kan køre mere end 16 km/l. Til gengæld bliver afgiften forhøjet med 1000 kr. for hver kilometer per liter, bilen kører mindre end de 16 km/l.

 Men med den nye aftale bliver grænsen på 16 km/l rykket opad til 20 km/l. Bilerne skal altså kunne tygge benzinen lidt bedre igennem for at få fradrag.

Og hvis de ikke kan det - og lander under de 20 km/l - så stiger "strafafgiften" fra 1000 til 6000 kr. for hver km/l

For dieselbiler er grænsen 18 km/l i dag, og den stiger nu til 22 km/l.

4. Leasing-smuthuller skal lukkes


Det har længe været kendt, at bilforhandlerne har brugt leasingfinter til at smyge sig uden om de høje danske bilafgifter. De huller skal lukkes.

 Regeringen og DF vil indføre regler om "genberegning og efteropkrævning af registreringsafgift for alle, der driver virksomhed ved at stille biler til rådighed mod betaling eller andet vederlag, dvs. leasingselskaber, udlejningsselskaber, demobiler, værkstedsbiler, mv."

Helt konkret: Hvis virksomhederne sælger biler videre, skal der ske en genberegning af den afgiftspligtige værdi ud fra handelsværdien. Og der skal også ske en genberegning efter senest fire måneder, selv hvis bilen ikke sælges videre.

Den beregning skal fastsættes efter markedsprisen i Danmark og ikke, hvad handelsprisen var fra ny.

 Dertil kommer en masse andre leasing-stramninger - læs mere på regeringens hjemmeside her

5. Grøn ejerafgift stiger

Danskerne betaler en ejerafgift, der er sat efter, hvor langt bilerne kører på literen. Sådan er det for alle personbiler, der er indregistreret efter 1997.

Nu bliver den ejerafgift sat 500 kr. op for alle, og der bliver samtidig indført nye trin. Og derudover skal ejerafgiften prisreguleres opad efter 2021, så inflationen ikke gradvist udhuler afgiften.

6. Reperationsgrænsen får et hak opad

Reparationsgrænsen er grænsen for, hvor stor en andel af en trafikskadet bils værdi, der kan repareres for, uden at der skal ske fornyet betaling af registreringsafgift.

 Som det er i dag, kan personbiler være skadet for op til 65 pct., uden at der skal betales registreringsafgift.

Men nu bliver reparationsgrænsen sat op til 70 pct. i 2019 og til 75 pct. fra 2020.

Samtidig bliver grænsen for, hvornår forsikringsselskabet skal tilbyde kontant erstatning, sat op fra 55 pct. til 60 pct. i 2019 og videre op til 65 pct. i 2020.

7. Lavere skat på autocampere

Autocampere er en mærkelig hybrid af en bil og en bolig. Selve bildelen betaler man registeringsafgift af, men boligen er skattefri.

 Der findes en regel om, at autocamperens samlede registreringsafgift skal løbe op i mindst 60 pct. af dens samlede værdi.

Nu sænkes det krav fra 60 til 45 pct.

8. Vetaranbiler skånes for skattesmæk

De helt gamle veteranbiler kører ikke langt på literen. Og med den nye omlægning af bilafgifterne og miljøafgifterne står de derfor til massive skattesmæk.

Det er ikke meningen, så regeringen vil finde en model, der gør, at veteranbilerne ikke skal betale mere end i dag.

 Det samme kommer til at gælde for varebiler.

9. Lavere pris over Storebælt og et ekstra spor over Fyn

Der er tryk på trafikken mellem Odense og Middelfart, så den vestfynske motorvej bliver opgraderet til tre spor hurtigst muligt.

Samtidig bliver prisen for at køre over Storebæltsbroen sænket med 25 pct.

Priserne vil begynde at falde i 2018, men de er først fuldt indfaset, når den vestfynske motorvej er udbygget til de tre spor.

Koster 300 mio kr.

Hele pakken koster næste år 700 mio. kr., men stille og roligt falder de tabte skatteindtægter til bare 300 mio. kr. i 2025, når pakken er fuldt indfaset.

 Og det skal betales af en ny motorvejsvejafgift på omkring 1000 kr. om året, som udenlandske turister skal betale fra 2020.

Det skal danskerne sådan set også, men de danske bilister får pengene tilbage gennem lavere afgifter andre steder i bilskatterne. Så det bliver en 'fra højre til venstre lomme' øvelse.

I starten skal der bruges flere penge til at finansiere pakken, og de kommer fra reserven på finansloven for 2018 og fra en reserve fra jobreformens fase 1, der ikke er brugt endnu.
Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Droppede direktørjob og blev iværksætter: "Jeg har fundet et hul i markedet"

Pengene vælter ud af USA's statskasse: Runder minus på 4000 milliarder

Wall Street lukkede efterårsferien med grønne tal

Dansk direktør har sagt op i Siemens Gamesa

Fredagens aktier: Carlsberg til vejrs i stigende eliteindeks

Lars Seier-investering i gourmetrestaurant fører til lukning

Postnord får milliardindskud af Danmark og Sverige

Ny performance-bil med 370 hk og V6-brøl

PostNords bestyrelsesformand afliver fremtidige postkriser