Overblik: Det sagde Donald Trump om....
Foto: Spencer Platt / Scanpix
USA's kommende præsident, Donald Trump, har onsdag aften, dansk tid, holdt sin første officielle pressekonference siden juli 2016.

Pressekonferencen var som ventet farvet af et rygte, der i løbet af onsdagen cirkulerede i flere amerikanske medier - herunder Buzzfeed og CNN - om, at de russiske efterretningstjenester ligger inde med kompromitterende billeder og anden dokumentation for seksuelle eskapader, den kommende præsident skal have deltaget i.

Rygtet er dog ikke bekræftet nogen steder, og heller ikke det dokument, der ifølge Buzzfeed skal dokumentere det, har fået bekræftet sin ægthed.

Derudover talte Donald Trump om en række af de valgløfter, han afgav i kampagneperioden.

Få et overblik her:

1) Medicinalindustrien


I et længere udfald mod medicinalindustrien gjorde den kommende præsident det klart, at USA vil tage kampen op mod høje medicinpriser. Samtidig, lød det, skal selskaberne ikke slippe afsted med at producere produkterne i udlandet, mens amerikanerne betaler.

"Medicinalindustrien har været katastrofal - de forlader os til højre og venstre. De leverer vores medicin, men de laver det ikke her."

"Vi kommer til at spare milliarder af dollars på medicinaludgifter," udtalte Trump - og det sendte medicinalaktierne i dørken:



Senere i talen kom desuden en reference til Obamacare, hvori priserne for både forsikringspræmier og selvrisiko fik drøje hug.

"Obamacare er en komplet og total katastrofe," lød det fra Donald Trump, der efterfølgende sagde, at deet ser ud til at "2017 bliver det dårlige år."

"Det bliver katastrofalt. Det ville ikke være fair over for folket, men vi kunne sætte os og bare se på og kritisere. Og så ville folk komme og tigge og bede os om at gøre noget ved Obamacare," sagde han og tilføjede, at det letteste ville være at vente og lade det "implodere" i løbet af i år.

"Obamacare er Demokraternes problem. Vi tager det af hylderne for dem. Vi gør dem en kæmpe tjeneste ved det her. Vi kunne sætte os og lade dem hænge på det. Men vi gør Demokraterne en kæmpe tjeneste. Vi skal have et sundhedssystem, der er langt mindre dyrt og langt bedre," konkluderede den kommende præsident.

2) Om Rusland og hacking

Lidt imod, hvad han tidligere har sagt, udtrykte Donald Trump næsten uden forbehold, at det lader til at være Rusland, der står bag hackingskandalen, hvor den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clintons private mails blev lækket.

"Jeg tror, det var Rusland. Men vi bliver hacket af mange andre også," sagde præsidenten, der dog skød en del af skylden på de politiske modstandere:

"Demokraterne var helt og aldeles åbne for at blive hacket. De kunne have haft et forsvar som os," sagde han.

"Hacking er skidt, og det burde ikke sket. Men se, hvad vi lærte af det," lød det endvidere.

Hackingsnakken var dog påvirket af medierygterne, og derfor blev diskussionen om hacking op til valget blandet sammen med rygterne om, at den russiske regering har kompromitterende oplysninger om Trump.

Spørgsmål: "Hvordan påvirker det dit forsøg på at få et forhold til Putin?"

"Putin sagde i dag, at det var løgn. Og jeg tror, at hvis han havde det, så havde han offentliggjort det. Ligesom man gjorde det med Hillary."

Spørgsmål: "Du siger, du tror, det er Rusland. Hvorfor har du så brugt uger på at modsige efterretningstjenester?"

Trump: "Lækager af efterretninger er ulovligt. Jeg har mange møder med efterretningstjenesterne, og hver gang jeg mødes med dem, kan folk læse om det. Nogen lækker det. Måske er det folk i min stab. Men uanset hvad, så har jeg besluttet, at jeg ikke fortæller nogen om det. Og det slap ikke ud."

Spørgsmål: "Kan du sige i dag, at ingen i din kampagnestab har haft kontakt med Rusland op til valget? Og hvis du tror, det er dem, hvad er din besked til Putin, så?"

Trump: "De skulle ikke have gjort det. De skal ikke gøre det. Og jeg tror ikke, han vil gøre det igen. Rusland vil have mere respekt for USA med mig som præsident."

3) Om Mexico-muren

Donald Trumps blandede udmeldinger om den amerikanske nabo mod syd, Mexico, fortsatte i løbet af talen, hvor han skiftevist lovpriste og kritiserede landet.

"Der kommer en mur. Jeg kunne vente halvandet år, men det vil jeg ikke," sagde Trump og understregede, at Mexico kommer til at betale for den.

"Mexico vil på den ene eller den anden måde godtgøre udgiften for muren. Om det er gennem skat eller ved kontant betaling," lød det fra præsidenten.

Han gentog flere gange, at det sandsynligvis vil komme til at tage op til halvandet år at få en "aftale" - nærmere kom han det ikke - med Mexico.

"Jeg respekterer deres regering, og jeg respekterer det mexicanske folk. Jeg har mange folk fra Mexico, der arbejder for mig," konstaterede Trump.

Derefter skiftede han spor igen og konkluderede, at Mexico har "udnyttet" USA i de senere år.

"Jeg bebrejder dem ikke for at udnytte USA. Jeg ville ønske, at vores politikere var lige så kloge. Mexico har udnyttet USA. Vi burde ikke have ladet det ske."

Han gjorde det desuden klart, at han vil gå videre med sin plan om at brandbeskatte amerikanske virksomheder, der rykker produktionen ud af landet.

"Sådan foregår det ikke længere. Du kommer til at sælge det gennem en stærk grænse. Du skal betale en kraftig told. Der vil være en voldsom skat for selskaber, der rykker produktionen ud," lød det.

4) Om USA's forhold til andre lande

I forbindelse med spørgsmålene om hacking gjorde den kommende præsident det klart, at USA løbende bliver hacket og angrebet af en lang række lande.

Han pegede desuden flere ud som lande, der "udnytter USA", hvilket han planlægger at sætte en stopper for.

"Rusland - og andre lande, inklusiv Kina, som udnytter os voldsomt økonomisk og i det Sydkinesiske Hav, Japan, Mexico - vil alle respektere os langt mere, end de har gjort under tidligere administrationer," sagde han.

Samtidig, lød det, vil han ikke afvise, at det kan komme USA til gode, hvis han og den russiske præsident, Vladimir Putin, ender med at komme godt ud af det med hinanden.

"Hvis Putin kan lide Donald Trump, er det et aktiv - ikke et problem. Rusland kan hjælpe os med at bekæmpe ISIS," lød det, hvorefter han gentog sin vurdering om, at USA var med til at skabe ISIS.

"Jeg ved ikke, om jeg kommer godt ud af det med Putin. Jeg håber det, men der er da en mulighed for, at jeg ikke gør," sagde Trump og spurgte retorisk:

"Men tror I virkelig, at Hillary ville være hårdere ved Putin end jeg? Helt ærligt..."

5) Om sit forretningsimperium

Donald Trumps forretningsimperium bliver ikke, som det ellers har været kutyme, lagt over i en såkaldt "blind trust," hvor selskabet forvaltes af en bestyrelse, der udpeges af embedsværket, og som ejeren derfor ikke kender til.

Han skubber i stedet forretningen over til sine to sønner, der overtager driften og alle former for handler, mens Trump er ved magten, lød det fra Sheri Dillon, en skatteadvokat, der gik på podiet for at forklare manøvren.

"Præsidenten og vicepræsidenten behøver ikke overdrage deres private forretninger," sagde Dillon og tilføjede derefter:

"Men Donald Trump vil gøre det klart, at han ikke udnytter sit præsidentembede til at drive forretning."

Derfor, lød det, overgår al drift til sønnerne. Det blev illustreret af et stort bord, hvor Trumps stab havde kørt "noget af papirarbejdet" for at overdrage "hundredevis af forretninger" ind på et stort bord.

Papirerne var ifølge Sheri Dillon nogle af de underskrevne dokumenter, der overfører kontrollen med Trump-imperiet til sønnerne.

Derudover, gjorde Dillon det klart, har Trump solgt alle sine aktier, og den struktur, som imperiet kommertil at have under sønnerne, til at have to ben:

Et, der omfatter kontanter, statsobligationer og muligvis en godkendt portefølje af aktiver.

Det andet ben vil indeholde Trump-relaterede aktiver som hoteller, ejendomme, tøj- og golfmærker etc.

"Ingen nye handler med udlandet vil blive indgået, mens præsidenten sidder i sit embede," understregede Sheri Dillon.

 

Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Tue Mantoni og tunge internationale profiler skyder penge i højttalerfirma med gennemsnitsalder på 24 år

Stine Goya: "Den bedste lørdag er en, der ikke er organiseret"

USA: Forsigtig opbremsning efter nogle sure aktiedage

"Tænkende mennesker kan du hverken opflamme ved bullshit eller bedrevidenhed"

Lavpris-mobilselskab konkurs - nu rykker konkurrent

Medicinalindustri glæder sig over EU-plan for agenturer

Aktier: Lundbeck led af fredagsdepression i rødt marked

Analyse: Tysk-fransk tandem får EU til at strutte af forsigtig selvtillid

Trump tvivler på at særlig anklager er upartisk