Regeringen: Senere pension skal også finansiere velfærd
Finansminister Kristian Jensen (V).
Foto: Scanpix/Keld Navntoft
Politik Af
Hidtil har forventningen været, at regeringen i foråret ville forsøge at samle flertal for hæve pensionsalderen for at få råd til at sænke skatten.

Men finansminister Kristian Jensen (V) siger nu, at pengene kan gå til velfærd frem for skattelettelser.

Udmeldingen kommer, efter at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har sagt nej til at hæve pensionsalderen. Dermed er der ikke udsigt til, at regeringen kan samle flertal.

Kristian Jensen står dog fast på at fremsætte et forslag om højere pension og indlede forhandlinger.

Spørgsmål: Hvad er chancen for at få et flertal på plads, når S og DF siger nej på forhånd. Det er vel håbløst?

- En politisk forhandling er at få folk til at mødes om noget. Hvis man på forhånd var enige, så var der ikke grund til forhandling.

- En forhandling er at lægge et forslag frem, hvor man ikke bare ser på, hvor pengene skal komme fra, men også hvad de skal gå til. Altså, hvilken gavn man kan gøre med reformerne. Det er den udfordring, vi står med nu.

- At sørge for at få balanceret de to ting, så det ser attraktivt ud for de to partier, siger Kristian Jensen.

Samme toner lyder fra erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K), der ikke har opgivet at få DF og S med på at hæve pensionsalderen "en lille bitte smule":

- Jeg har fuldstændig respekt for, at de mener det, de siger. Men det må jo komme an på en forhandling. Jeg har oplevet situationer før, hvor folk helt kategorisk har afvist noget og nærmest sagt ”det bliver over mit lig”.

- Og så er vi alligevel blevet enige om noget, fordi det har været til det fælles bedste og til gavn for Danmark.

Ligesom finansministeren påpeger han, at de penge, en højere pensionsalder vil udløse, skal gå til velfærd:

- Det kan finansiere en masse gode ting, som blandt andet gør det danske samfund mere konkurrencedygtigt og giver bedre velfærd.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har afvist, at der i den nuværende situation er råd til skattelettelser.

Adspurgt om der er råd til skattelettelser, hvis pensionsreformen falder, svarer Kristian Jensen:

- Jamen, det er ikke sikkert, at det lige præcis er skattelettelser, vi snakker om. Det er et spørgsmål, hvorvidt vi har råd til at lave den velfærdsforbedring, som regeringen gerne vil.

- Har vi råd til at styrke vores politi, har vi råd til at løfte vores forsvar tilstrækkeligt.

Han mener, at det er nødvendigt at gennemføre en pensionsreform, fordi "levetiden er gået markant op":

- Det betyder, at vi nu kommer til at se nogle årgange, som får en meget længere pensionsalder, end vi havde forventet.

/ritzau/

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

Mest læste