Søg
Bliv kunde

Tænketanken Justitia advarer mod indrejseforbud for imamer
Jacob Mchangama, direktør for Justitia.
Foto: Scanpix
Politik Af
Et holdningsbaseret indrejseforbud - som det politikerne overvejer for rabiate imamer - bør kun indføres, hvis der virkelig er et presserende behov, anbefaler Tænketanken Justitia.

Det vil nemlig som udgangspunkt være i strid med ytringsfriheden i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og i et vist omfang også med religionsfriheden, påpeger Justitias direktør, Jacob Mchangama.

Han anbefaler, at hvis der overhovedet skal være et indrejseforbud, bør det kun gælde personer, der vurderes at udgøre en fare for statens sikkerhed, eller som har tilskyndet til terror eller overgreb mod befolkningsgrupper.

"Man skal passe på med meget brede indrejseforbud. Man har tidligere overvejet et forbud mod folk, der har udvist demokratifjendtlig adfærd, og det kan jo også være en kommunist," siger Jacob Mchangama.

Han påpeger, at et lignende forbud i Storbritannien ud over ekstremistiske islamistiske prædikanter også har ramt personer som den hollandske politiker og islamkritiker Geert Wilders og den amerikanske musiker Tyler, the Creator.

Rapper nægtet adgang

Tyler, the Creator er en rapper, hvis tekster af nogle opfattes om homofobiske og nedværdigende over for kvinder. Sidste år blev han ifølge eget udsagn nægtet indrejse i Storbritannien på grund af indholdet i sine tekster.

Det britiske indenrigsministerium, Home Office, svarede dengang ifølge The Guardian, at det er et privilegium at rejse ind i Storbritannien, og at indenrigsministeren kan nægte personer indrejse, hvis personens tilstedeværelse ikke er til gavn for det fælles bedste.

"Storbritannien er skræmmebilledet. Der er så mange eksempler på vidt forskellige personer, der ikke har kunnet rejse ind, alene fordi de har sagt noget kontroversielt," siger Mchangama.

Han påpeger, at man allerede i dag har mulighed for at afskære folk fra ophold i Danmark, hvis de udgør en trussel mod sikkerheden.

Han opfordrer til, at man lader sig inspirere af, hvad der skete under den kolde krig.

"Der var også forslag om at forbyde kommunister, men det fravalgte man. Man lod partier og bevægelser, der gik ind for væbnet revolution, udfolde sig frit. Den udfordring klarede man ved fri og åben debat," siger Jacob Mchangama.

"Det er en farlig udvikling at slå ind på (indrejseforbud og lignende, red.), for det vil nærmest garanteret komme til at ramme bredere, end politikerne ønsker."


Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

Mest læste