Thomas Bernt Henriksen, cand.polit., debatredaktør

Brasilien: Præsident under pres - regering smuldrer
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff.
Foto: Scanpix
Politik Af
Tirsdag kan meget vel blive dagen, hvor Brasiliens regeringskoalition falder fra hinanden.

Mandag oplyser landets minister for turisme, Henrique Eduardo Alves, at han har indgivet sin opsigelse, og hans afgang kan ifølge nyhedsbureauet Reuters blot være en forsmag på, hvad der nu kommer til at ske.

Brasiliens største parti, PMDB, ventes nemlig at forlade regeringsalliancen med præsident Dilma Rousseffs Arbejderparti.

Forlader partiet samarbejdet, kan det betyde, at den pressede præsident mister vigtige stemmer i kampen for at undgå en rigsretssag i forbindelse med en korruptionsskandale.

Tirsdag mødes PMDB for at diskutere, om det skal blive i regeringen, men ledende skikkelser i partiet har allerede indikeret, at det rykker ud af ministerierne.

"Det vil blive et exit-møde, et farvel til regeringen. Vi regner med, at over 80 procent vil stemme for at forlade regeringen", siger PMDB-politikeren Osmar Terra ifølge nyhedsbureauet AFP.

Rousseff, der kæmper mod økonomisk recession, en korruptionsskandale, folkelige protester og stigende pres for, at hun bliver stillet for en rigsretssag, mødtes mandag med ministre fra PMDB for at overbevise dem om at blive.

Men en talsmand for partileder Michel Temer - der samtidig er vicepræsident og dermed skal tage over, hvis Rousseff undersøges i en rigsretssag - siger til AFP, at man blot venter på en foreslået deadline, hvor PMDB-ministre skal have forladt partiet, hvis de ønsker at forblive i regeringen.

"De vil få frem til 12. april, og så vil ethvert medlem af PMDB, der har et arbejde i regeringen, skulle forlade partiet", siger Michel Temer.

Oppositionen i Brasilien har indledt forberedelser til en rigsretssag mod Rousseff på grund af påstande om manipulation med statslige regnskaber, som tillod regeringen at bruge flere penge op til hendes genvalg i 2014.

Den siddende præsident har aldrig været mindre populær, og en mulig rigsretssag kan meget vel komme til at betyde afslutningen på 13 år med Arbejderpartiet ved regeringsmagten.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π