Thomas Bernt, debatredaktør

Løkke beklager Eva Kjers afgang: Blå blok har haft frugtbare samtaler
Foto: Scanpix
Politik Af
Opdateret kl. 12.29: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ked af, at Eva Kjer Hansen (V) har trukket sig som miljø- og fødevareminister.

Det oplyser han i en kort skriftlig meddelelse fra Statsministeriet.

”Jeg har med meget stor beklagelse modtaget miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at træde tilbage som minister. I lyset af de meget frugtbare samtaler, jeg i de seneste døgn har haft med de tre partier, der står bag regeringen, har jeg taget Eva Kjer Hansens beslutning til efterretning," lyder det fra statsministeren.

"Det betyder, at jeg efter weekenden vil gå til Hendes Majestæt Dronningen med henblik på at udnævne en ny miljø- og fødevareminister.”

Mellem linjerne fremgår det derfor samtidig, at han ikke kommer til at udskrive valg på baggrund af den krise, regering og blå blok har været i siden tirsdag.

Her valgte De Konservative overraskende at udtrykke mistillid til Eva Kjer Hansen.

Hun havde ikke leveret korrekte oplysninger i de forhandlinger, der førte til landbrugspakken. Pakken var partiet enig i og parat til at stemme igennem, statsministeren stod Konservative også bag, men miljø- og fødevareministeren skulle gå - et ønske som man delte med rød blok, og som derfor kunne stemmes igennem i folketingssalen.

Løkke satte dog hårdt mod hårdt, bad Eva Kjer om at blive, og gjorde det klart, at han var parat til at udskrive valg, hvis hun blev tvunget væk fra posten.

Samtidig indkaldte han lederne af de øvrige blå partiet til samtaler på Marienborg. Her skulle skårene klinkes, man skulle diskutere en mulig tillægspakke til landbrugspakken med en række ekstra miljøinitiativer, og naturligvis også Eva Kjer Hansens fremtid som minister.

Ifølge Børsens oplysninger meddelte løkke så sent lørdag aften, at han var klar til at forhandle tillægspakken. Kravet var dog, at De Konservative samtidig skulle acceptere, at Eva Kjer Hansen kunne fortsætte som minister.

Det fik Søren Pape Poulsen en nat til at tænke over.

Og svaret kom han så med lørdag morgen, da han indkaldte til pressemøde klokken 10.00 og samtidig skrev på Facebook, at partiet fortsat ikke havde tillid til Eva Kjer Hansen. Det var altså et nej til Løkkes forsøg på at handle sig til mindelighed.

Det var på den baggrund, at Eva Kjer Hansen trak sig kort tid efter. Og derfor, at Løkke altså nu må en tur til dronningen for at få et nyt ministerhold på plads.

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π