Trump får vigtig støtte fra slagen rival før skæbnedag
Guvernør Chris Christie (th) trak sig fra præsidentkapløbet for et par uger siden, og nu støtter han Donald Trump.
Foto: Scanpix
Politik Af
Donald Trump får overraskende støtte i præsidentvalgkampen fra en af sine tidligere rivaler, New Jerseys guvernør, Chris Christie, som fredag gik med på scenen til et vælgermøde i Texas.

Christie er indtil videre det mest prominente navn bag den højtråbende og omstridte republikanske kandidat til posten som USA's næste præsident.

Opbakningen kan give den 69-årige Trump et vigtigt rygstød før supertirsdagen 1. marts, når der skal udråbes vindere i en hel stribe amerikanske delstater.

Forklaringen på støtten fra guvernøren lyder, at Donald Trump er manden i den republikanske lejr med bedst chance for at besejre demokraten Hillary Clinton.

Clinton regnes af Christie - og mange andre - som den mest oplagte vinder hos demokraterne.

Trumps usædvanlige stil har chokeret og rystet medlemmer af sit partis kerne. Men flere og flere republikanere er ved at vænne sig til tanken om, at milliardæren med det flyvske hår - og den manglende politiske erfaring - er en seriøs kandidat.

I republikanske kredse nævnes Christie som bud på en justitsminister i en kommende regering, men guvernøren slår fast, at Trump ikke har lovet ham et job.

Trump kom dårligt fra start med et nederlag i Iowa, men de seneste tre stater har han vundet.

Den amerikanske forretningsmand har givet opsigtsvækkende løfter under primærvalgene.

Blandt andet vil han opføre en mur på USA's grænse til Mexico for at stoppe den illegale indvandring fra syd. Han vil også indføre et midlertidigt forbud mod muslimsk indvandring.

Tv-debatterne med de republikanske rivaler er forløbet i en særdeles hård tone med mange personangreb.

Christie trak sit kandidatur for to uger siden.

/ritzau/Reuters

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π