Anders Krab-Johansen, ansv. chefredaktør

Samuelsen og Thulesen Dahl efter møde: Vi giver os selv tid
Anders Samuelsen (EL) er tilfreds med at blå blok er sluppet ud af den stressede situation.
Foto: Scanpix
Politik Af
Blå blok tager et pusterum og giver sig selv tid til at finde en løsning.

 Det siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, efter møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige partiledere i blå blok.

"Nu kommer vi ud af den stressede situation, hvor det hele skal afgøres på to minutter. Vi giver os selv tid til at finde en løsning," siger Anders Samuelsen.

Møderækker om tillægsaftale


Han hentyder til, at der torsdag er indkaldt til en møderække, hvor de blå partier vil forsøge at finde grønne tiltag for at imødekomme De Konservative, som har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Det skete efter, at Eva Kjer Hansen tirsdag under en høring af forskere blev beskyldt for at bruge "vildledende" tal i beregningerne bag landbrugspakken.

Torsdag skal centrale dele af landbrugspakken til afstemning i folketingssalen, hvor der fortsat er blåt flertal for pakken.

Flertal for landbrugspakken


Pakken bliver altså stemt igennem til trods for, at De Konservative hverken har tillid til ministeren eller beregningerne bag landbrugspakken, som partiet ikke mener er "retvisende".

Det skal dog ikke gå ud over landbruget, lød begrundelsen tirsdag aften fra De Konservative, der således stemmer for landbrugspakken.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil ikke endeligt afblæse krisen i blå blok, men siger, at onsdagens møde i Statsministeriet var konstruktivt.

Faktisk opnåede de fire blå partiledere med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for bordenden det "bedst opnåelige resultat", konkluderer DF-formanden.

Fokus på politisk indhold


"Jeg er meget tilfreds med, at der nu er enighed om, at der kommer en møderække, hvor vi fokuserer på det politiske indhold. Gør vi det, så er jeg sikker på, at vi har mulighed for at finde en løsning," siger Kristian Thulesen Dahl.

"Det er en forhandling om en tillægsaftale om landbrugspakken. Vi har vores uenigheder, det skal vi også have. Men vi har også et fælles ønske," siger Kristian Thulesen Dahl.

"Hvis vi satser på det politiske indhold, så tror jeg, at vi kan nå et resultat," siger han.  

Det er anden gang på under et døgn, blå blok har været til krisemøde i Statsministeriet. Lars Løkke Rasmussen indkaldte partilederne tirsdag aften, efter De Konservative havde udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Mistilliden er ikke forduftet, men nu forhandler de fire partier om tillægsaftalen.

"Jeg er meget tilfreds med, at der kommer en møderække, hvor vi nu fokuserer på det politiske indhold. Der har været en mærkværdig situation det seneste døgn," siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π