Zentropa: EU's Hollywood-opgør truer europæiske storfilm
Foto: Scanpix
Politik Af
Det store danske filmselskab Zentropa går nu aktivt ind i EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestagers, undersøgelse af en række Hollywood-giganters salg af filmrettigheder, fordi europæisk film ifølge Zentropa også kan blive ramt hårdt.

Ifølge Zentropa kan et forestående opgør med amerikanske filmkæmper ende med at true finansieringen af film fra store navne som Lars von Trier, Susanne Bier og Thomas Vinterberg, skriver Berlingske Business.

Vestager har i Bruxelles fundet luppen frem og rettet sit fokus mod en række Hollywood-giganter og de eksklusive landekontrakter, som filmselskaberne bruger for at kunne sælge deres film dyrest muligt i hvert enkelt europæisk land.

Men det kan ramme europæiske filmselskaber som Zentropa lige så hårdt, lyder det fra Anders Kjærhauge, juridisk direktør i Zentropa.

"Hvis vi ikke har frihed til at forhandle de bedste kontrakter ved at give eksklusive rettigheder til et eller flere lande, så falder hele vores finansieringsmodel sammen", siger han til Berlingske.

Ifølge Zentropa havde det eksempelvis ikke været muligt at finansiere den seneste Lars von Trier-film, Nymphomaniac, hvis ikke filmselskabet havde haft mulighed for at benytte sig af de eksklusive territoriale rettigheder.

Margrethe Vestager ser i øjeblikket på Hollywood-giganter som Walt Disney og Warner Bros. og deres salg af eksklusive filmrettigheder til den britiske TV-udbyder Sky, fordi aftalerne muligvis forhindrer europæiske forbrugere uden for Storbritannien og Irland at få samme adgang.

Den form for "geografisk blokering" er ifølge EU-Kommissionen til skade for den frie konkurrence og forbrugerne.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager forstår Zentropas bekymring, men understreger, at sagen ikke handler om måden, som europæiske film bliver finansieret på.

"Vi er fuldt opmærksomme på forskellige finansieringsmodeller og nødvendigheden af dem", siger hun til Berlingske Business.

/ritzau/

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

Mest læste