Anders Krab-Johansen, ansv. chefredaktør

Politik Af
Siden regeringen trådte til, er en tredjedel af alle regler og love på Miljø- og Fødevareministeriets område blevet fjernet.

Men miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er langt fra færdig med at afskaffe, hvad hun selv betegner som "meningsløse" regler.

I en pressemeddelelse opfordrer hun landmænd, fiskere, biologer, kantinemedarbejdere og andre, der oplever ministeriets regler i praksis, til at melde ind på ministeriets hjemmeside, hvis der er noget, der er meningsløst.

- Regler, der ikke kan forklares, skal ikke bevares. Regler er nødvendige, men der kan være regler, vi godt kan undvære eller forenkle, siger Eva Kjer Hansen i pressemeddelelsen.

- Og der kan være områder, hvor vi overimplementerer EU-regler, uden at der er god grund til det, mener hun.

Ministeren har med egne ord sat gang i et "kæmpe oprydningsarbejde". Faktisk har arbejdet været så gennemgribende, at hendes ministerium i en anden pressemeddelelse har brugt formuleringen "Eva Kjer fælder lovjunglen."

Næste skridt i ministerens oprydningsarbejde er en decideret reform af hele miljø- og fødevarelovgivningen. Inden udgangen af 2016 vil hun fremlægge et bud på en mere enkel, overskuelig og sammenhængende lovstruktur.

Og det er tiltrængt mener Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

- Det er skønt, at ministeren har givet fødevarelovgivningen en tiltrængt hovedrengøring. Det gør det lettere for fødevareproducenter at leve op til reglerne, der i forvejen er meget snørklede, skriver hun i en mail til Ritzau.

Problemet med lovgivningen er nemlig ifølge Karen Hækkerup blandt andet, at den var unødvendig kringlet. Eksempelvis var miljøbeskyttelsesloven tidligere fordelt på 29 forskellige love, men er nu samlet i én.

- De danske fødevareproducenter vil helst gøre det, de er bedst til i stedet for at bruge tiden på tykke lovkomplekser. Så når regeringen rydder op i reglerne, så er det med til at øge produktiviteten og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, lyder det fra Karen Hækkerup.

Siden efteråret har det været muligt at melde meningsløse strandregler på ministeriets hjemmeside. I alt har det resulteret i 131 henvendelser.

Nu er ordningen udvidet, så borgere, erhvervsdrivende og organisationer kan melde regler, der ifølge dem ikke giver mening, eller som bliver overimplementeret, på hele miljø- og fødevareområdet.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

Mest læste

π