Politik Af
Udflytningen af statsjob til provinsen vil give en ekstraregning til transport frem og tilbage til København, og det kan betyde nedskæring på bemandingen.

Sådan lyder vurderingen fra Social- og Indenrigsministeriet i en mail til Finansministeriet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Samtidig vurderer flere styrelser, at de vil få sværere ved at varetage opgaverne, og at kompetenceniveauet vil dale.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) erkender, at der vil være "et midlertidigt produktionstab", men han har ingen forebyggende redskaber i skuffen:

"Det vil være forskelligt fra styrelse til styrelse, så man kan ikke lave en samlet model. Ministerierne griber det selvfølgeligt professionelt an, og hver minister har det endelige ansvar for at sikre, at vi fortsat er i stand til at levere den offentlige service, der skal til".

Spørgsmål: Hvor lang tid må der gå, før styrelserne er oppe på fuldt niveau?

"Vi skal lige have lejlighed til at gøre de endelige implementeringsplaner færdige, inden jeg vil gå ind på den boldbane, for jeg har ikke det endelige overblik over udflytningen fysisk og tidsmæssigt", siger Troels Lund Poulsen.

De berørte ministerier indsender i disse dage indspark til den såkaldte implementeringsplan, og det er disse mails, Ritzau har fået aktindsigt i. Ministeren forventer at kunne danne sig det fulde overblik til februar.

I svaret fra Social- og Indenrigsministeriet vurderes det, at Børnerådet og Rådet for Socialt Udsatte tilsammen vil have knap en million kroner i meromkostninger til transport årligt. Og at det kan betyde nedskæring på bemandingen:

"Disse indirekte omkostninger vil betyde, at sekretariaterne vil være nødt til at skære ned på andre aktiviteter, herunder eventuelt også mindske bemandingen", lyder mailen.

Spørgsmål: Kan du garantere, at øgede transportomkostninger på grund af en flytning, I har beordret, ikke vil betyde nedbemanding?

"Jeg kommer ikke til at gå ind og botanisere i hver enkelt styrelse. Det bliver de enkelte ministre, der skal sørge for, at kvaliteten sikres efter udflytningen", siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen har sat 400 mio. kr. af til udflytningen i 2016, men ministeren erkender, at regningen kan blive højere. Han vil dog ikke give noget tal.

"Jeg mangler stadig det overblik, vi får med implementeringsplanerne. Og der skal jo både regnes på udgifter og indtægter – for vi kan jo eksempelvis få frigjorte lejemål her i København", siger ministeren.

"Men vi har sagt, at vi arbejder med 400 millioner kroner i 2016, og så må vi se på, om der er yderligere behov i 2017 og frem".

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Aktiekonto med lav skat på vej til private

Regeringen vil lette skatter og afgifter med 22 milliarder

Medie: Regeringen vil sænke skatten på biler til 100 pct.

Scandic vil åbne nyt kæmpehotel i København ejet af norske rigmænd

Draghi kan fredag sænke den danske krone

Ordrerne vælter ind til vækstivrige Rambøll

Frederik Bagger er nu helt ude af fars enorme skygge med eget brand

Investorer forbereder sig på ny guldregn fra bankerne

Thomas Bernt: Slut med det store brorøveri - alle vinder