Danmark får 20 dage mere med grænsekontrol
Foto: Scanpix
Politik Af
Opdateret kl. 12.52. Den midlertidige stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse forlænges i 20 dage, oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Regeringen vurderer, at der fortsat er risiko for, at et stort antal illegale udlændinge ophober sig i Danmark, fremgår det.

- Det er ikke noget, vi gør med glæde, for både den svenske og den danske grænsekontrol hæmmer den frie bevægelighed, som vi i fællesskab har arbejdet hen imod i mange år i Europa, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

- Men vi er i regeringen nødt til at reagere på denne helt ekstraordinære situation, og vi gør, hvad, vi vurderer, er nødvendigt for at sikre den offentlige orden og sikkerhed i Danmark.

I et brev til EU-Kommissionen forklarer regeringen, at der fortsat kommer et stort antal migranter ind over Europas sydlige grænser, og at en del af dem rejser videre nordpå.

I kombination med, at den svenske regering har forlænget sin grænsekontrol, der de facto har lukket den svenske grænse for immigranter og asylansøgere uden papirer, står Danmark stadig over for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, forklarer regeringen.

Indtil videre er grænsekontrollen forlænget til 3. februar.

Grænsekontrollen vil fortsat være fokuseret på færger, der ankommer fra Tyskland samt på den dansk-tyske landegrænse.

Men den kan udvides til at omfatte alle grænseovergange, varsler regeringen over for Kommissionen.

Grænsekontrollen bliver løbende vurderet, og stikprøvekontrollen vil kunne intensiveres efter behov, oplyser regeringen.

Det følger af Schengengrænsekodekset, at hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed, kan en medlemsstat undtagelsesvis og straks genindføre grænsekontrol.

/ritzau/

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

Mest læste