Græske banker holder lukket til på mandag
Foto: Scanpix
Politik Af
De græske banker holder lukket i hvert fald resten af ugen, bekræfter det græske finansministerium onsdag aften.

"Banklukningen er forlænget til 13. juli," skriver ministeriet i en udtalelse.

Der vil fortsat også være en grænse på 60 euro for de grækere, der vil bruge de stadig åbne hæveautomater til at hæve penge fra deres konto, siger en kilde i ministeriet til nyhedsbureauet AFP.

Regeringen beordrede oprindeligt bankerne lukket fra mandag den 29. juni, efter at forhandlingerne mellem Grækenland og dets kreditorer om en hjælpepakke var kollapset.

Dekretet fra regeringen er i forvejen blevet forlænget en gang og er altså nu blevet det igen.

"Det er kun to dage, og vi håber, at der vil komme en ny dag søndag," siger Louka Katseli, der er chef for sammenslutningen af de græske banker.

Han tilføjer, at han håber, at bankerne vil fungere normalt igen mandag.

Det er ikke umiddelbart klart, om den forlængede lukning også gælder for børsen, der indtil videre har været lukket sideløbende med bankerne.

Børsen og bankerne har været lukket siden mandag i sidste uge i et forsøg på at undgå en statsbankerot.

Banklukningen og loftet for hævninger er del af en græsk kapitalkontrol, der skal forhindre, at bankerne løber tør for kontanter.

/ritzau/Reuters


Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Boligejere snyder sig selv med dyre lån for 55 mia

Bitcoin kyssede kurs 6180 dollar - falder nu voldsomt

Uro skaber kæmpe prisfald på det tyrkiske ferieboligmarked

Nå, nå... Du har nok lige været en tur ved pølsevognen og betalt med Mobilepay

Prisfest på markedet for projektlejligheder - stiger med over 20 pct.

Den gamle turbokriger er i live som aldrig før

Europas ukendte vinland imponerer

"De klassiske luksusmarkører er tilbage"

Det holder investeringsøkonomen øje med mandag