28-09-2011 06:13 LEDER - Christiania fyldte 40 år i mandags. Det blev fejret i skæret af den aftale, som staten og ”fristaden” har indgået om lovliggørelse. Christianitterne skal nu købe området ad flere omgange.

I den forbindelse vil de udstede folkeaktier – et smukt initiativ, men også et paradoks.

”Man bestemmer selv, hvor meget man vil betale, og folk skal ikke bekymre sig om, hvorvidt folkeaktien stiger eller falder i værdi. Det er jo ikke en rigtig aktie. Folk får et symbolsk medejerskab og støtter noget, der ikke er kommercielt,” udtalte økonomisk medarbejder Risenga Manghezi.

Hvorfor så ikke bare kalde det en donation? Hvorfor føler Christiania overhovedet behov for at bruge begreber som ”aktie” og ”medejerskab”? Kunne man ikke bare appellere til solidariteten?

Ejerskabstanken ligger åbenbart så dybt i menneskets natur, at end ikke de socialistisk inspirerede christianitter evner at abstrahere fra den. For 40 år siden ”befriede” de Bådsmandsstrædes Kaserne fra den borgerlige kapitalistiske stat. Nu spiller de med på kapitalismens retorik. Christiania et ikke længere et projekt med den ambition at omforme resten af samfundet i sit billede. Christiania er blevet sig selv mere end nok. Og det er ikke så skidt endda.

Nu lyder en god lille småborgerlig klagesang fra christianitternes advokat Knud Foldschack. ”Christiania skal bruge ca. 6 mio. kr. om året på at vedligeholde voldene. Det synes vi ikke, er helt rimeligt, da der kommer ca. 400.000 årlige gæster og turister på Christiania hvert år.”

Foldshack illustrerer socialismens problem. Hvad ingen ejer og alle bruger, risikerer at forfalde. Ønsker christianitterne kun ansvaret for deres eget? Så er vi i sandhed også vidner til idealernes forfald.

Mange fremstiller kapitalisme og socialisme som modsætninger. Det er en sandhed med modifikationer. Et socialistisk samfund kan i princippet sagtens eksistere inden for rammerne af et kapitalistisk. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt socialisterne påtager sig ansvaret for deres kollektiv. Gør de det, kan de snildt overleve. I et land som USA har semi-socialistiske asketiske samfund som f.eks. Amish eksisteret i over 100 år og været stort set uberørt af det omkringliggende frådende forbrugerhelvede eller -paradis.

Christiania kan sagtens eksistere i et kapitalistisk land som Danmark, side om side med f.eks. private parcelhuskvarterer. Det interessante bliver imidlertid, om Christiania orker at eksistere. Om det, der oprindeligt var drivkraften, ebber ud. Om de gamle christianitter vil kæmpe indædt for at smugle deres børn ind i de attraktive boliger, således at vi også på lokalt dansk plan får socialistiske dynastier svarende til dem, vi kender fra visse tredjeverdenslande.

Allerede i dag ser vi, hvordan enkelte christianitter ønsker at leje eller købe en bolig uden om den Fond, som Foldschack og co. kontrollerer. Det bliver interessant at se, om den slags frihedstrang kan tolereres inden for socialismen. Men indtil videre lever myten om Christiania videre.

”Jeg tror, at folk der har været på Christiania og har oplevet Christiania, vil knytte denne her aktie til deres minder, og så er det noget, man kan hænge op på væggen og sige: Her er der et lille stykke frit område,” udtalte Risenga Manghezi. Nostalgi er en stærk følelse. Christiania-cyklen og trøjen med de tre gule prikker har været solide kommercielle successer. Måske vil det – og ”folkeaktierne” – være de eneste synlige levn fra Christiania, når de næste 40 år er omme.

Log ind og læs avisen her