Kongen af nøgletal skuffer - men kun på overfladen
Foto: Scanpix/Yuri Gripas
Økonomi Af
Der blev skabt 261.000 nye job i USA i oktober.

Det er hele 52.000 job under analytikernes bud på 313.000 job, så det ligner på overfladen en skuffelse. Men dykker man ned i tallene for måneden før - altså september -  viser det sig, at de er oprevideret så meget, at det æder stort set hele skuffelsen.

Det er essensen i den nye jobrapport, som det amerikanske beskæftigelsesministerium netop har sendt ud  - også kendt som kongen af nøgletal, fordi det er et af de vigtigste input i Federal Reserves rentebeslutninger.

Blodrød september endte i plus

I september landede jobvæksten nemlig i blodrødt med et minus på 33.000 job på grund af orkanerne Harvey og Irma.

Orkanerne pustede masser af usikkerhed ind i arbejdsmarkedstallene - og nu er september pludselig oprevideret til et plus på 18.000 job - så samlet ligger september altså 51.000 job bedre end ventet.

Og så er der igen stort set ligevægt set over to måneder i forhold til forventningerne.

Ser man på, hvor mange job, der er skabt i den private sektor - og altså filtrerer den offentlige sektor ud af ligningen - så følger det stort set samme mønster.

Der blev nemlig skabt 252.000 job i den private sektor i oktober, mens tallet blev oprevideret fra et minus på 40.000 til et plus på 15.000 i september.

Økonomi tilbage på sporet

 
"Beskæftigelsesvæksten i september var svag, hvilket skyldes de tropiske storme, som midlertidigt lammede økonomien, men som ventet er økonomien nu tilbage på sporet," siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Han tilføjer:

"Man skal huske på, at tallene er konstrueret sådan, at selv hvis man har et arbejde, men ikke modtager løn, så tælles man ikke med blandt de beskæftigede, hvorfor september-tallet nok var kunstigt svagt, hvilket gør oktober-stigningen tilsvarende kunstig stærk".

Orkanerne gik især udover serviceerhverv inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor mange lavt lønnede amerikanere har job.

Turbulens i løntal

Orkanerne puster også turbulens ind i løntallene, fordi det især var lavtlønnede brancher, der blev ramt af orkanerne. Umiddelbart faldt lønnen til en årsvækst på 2,4 pct. mod analytikernes forventning på 2,7 pct.

Men det skyldes blandt andet, at gennemsnitslønnen blev presset op i september, da de lavtlønnede mistede deres job.

"Nu hvor de lavtlønnede amerikanere er vendt tilbage på arbejdsmarkedet, så har det også alt andet lige været med til at holde den gennemsnitlige timeløn nede," siger Danske Bank-analytikeren.

Dollar tager dyk


Dollaren tog et lille dyk efter rapporten, fordi jobrapporten måske samlet set ligger en anelse til den skuffende side, især på lønfronten.

Danske Bank tror stadig på en renteforhøjelse fra Yellen i december.

"Vores hovedscenarie er fortsat, at den amerikanske centralbank vil sætte renten op igen til december, da den lægger mere vægt på udviklingen på arbejdsmarkedet end inflationen," siger Mikael Olai Milhøj.

Han tilføjer:

"Årsagen er, at den amerikanske centralbank tror, at det stramme arbejdsmarked på et tidspunkt vil føre til højere lønkrav og dermed højere inflation, og derfor er det nødvendigt at stramme pengepolitikken nu."

Powell i samme retning

At Trump lige har nomineret Jerome Powell som ny centralbankchef efter Yellen fra februar ændrer ikke ved det.

"Powell har i høj grad har samme tilgang til pengepolitikken som Yellen."

USA er et af Danmarks største eksportmarkeder. Erhvervslivet solgte sidste år varer og tjenester for hele 113 mia. kr. til USA, og i første halvår er eksporten til USA banket i vejret med 8 pct.

"USA er mulighedernes land, også for danske eksportvirksomheder. Økonomien vokser, flere kommer i arbejde og forbrugerne har lyst til at bruge penge, så der er gode chancer for at hente ordrer på det amerikanske marked. Faldet i dollarkursen kan dog udfordre eksporten til USA," siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.


Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Sunde medarbejdere kræver aktiv indsats

Sponsoreret af
Danica Pension

Forsiden lige nu


Dansk sexlegetøjs-selskab giver den gas i udlandet

Sort-hvid aftenelegance til julens fester

Sådan skaber du stilen til en glamourøs vinterfest

Økonomiministeren er blevet gift og får nyt efternavn

Far og søn springer ud som iværksættere

"Sådan nogle som dig plejer jeg at få sat i fængsel"

Bestseller-stifters pengetanke bugner: Værdipapirer for næsten 1 mia kr

Tivoli byder ind i street food genren med nyt madmarked

Storlandbrug styrker toppen før børsnotering