Økonomi Af
Den danske forbrugertillid steg i april til 7,4 efter at være endt på 6,2 måneden før, viser tal fra Danmarks Statistik torsdag morgen.

Dermed er forbrugerne herhjemme stadig i godt humør uden at være helt overstadige, vurderer cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank. Han mener, at de seneste tal indikerer, at forbrugsopsvinget kan køre videre.

"Indikatoren ligger over sit historiske gennemsnit fra 2000 til nu på 2,5 og er på det højeste niveau siden august 2015."

"Men vi er dog ikke oppe på niveauerne fra opsvinget i midten af 00'erne. Så vi står stadig med en moderat optimisme," skriver Niels Rønholt i en kommentar.

Med stigende beskæftigelse, lave renter og pæn reallønsfremgang kan forbrugerne være godt tilfredse i øjeblikket, og derfor er optimismen også velbegrundet ifølge cheføkonomen.

"Men udviklingen på boligmarkedet er som altid meget afgørende for forbrugerne og for dansk økonomi generelt. Og her står det endnu ikke helt klart, om vi får den sædvanlige forårsopblomstring."

"Huspriserne var uændrede i januar, hvilket ikke var alt for imponerende. Så nu venter vi på at se bedre tal for februar," skriver Niels Rønholt.

Handelsaktiviteten på boligmarkedet er imidlertid ganske pæn, så meget taler for, at huspriserne vil begynde at stige igen efter at have været i vinterdvale i et halvt års tid. Uanset savner Jyske Banks cheføkonom at se det tydeligt i tallene.

"Kommer boligopblomstringen, er der gode muligheder for, at forbrugernes humør vil stige yderligere. Og i så fald kan forbrugsopsvinget få mere fart på."

"Omvendt skal vi kigge den anden vej, hvis den globale usikkerhed viser sig at have smittet negativt af på de danske boligkøbere," skriver Niels Rønholt.

/ritzau/FINANS

Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


18 milliarder: Vestager-smæk til Google endnu større end forventet

Draghi: Europa kan ikke klare sig uden støttehjul

Københavns Kommune har flere tilflyttere end fraflyttere - det kan være farligt

Lars Kolind efter fordobling af kursraket: Conferize kan blive et nyt Skype

It-gigant fra Indiens Silicon Valley har 50 ansatte i Danmark til kundejagt

Aktier: Røde tal i C20 Cap - 15 ud af 20 aktier dykker

Han tjener 1,2 mio i timen på børsrobotter og ansætter ikke fra Wall Street

Norwegian i pilotkrise: Tilbyder piloter 19.000 kr mere i løn om dagen

Ny finanskrise under opsejling på vækstmarkeder