Økonomi Af
Det kinesiske boligmarked viser fortsat tegn på bedring i februar, hvor antallet af byer med prisstigninger nu er på det højeste niveau i to år. Men der er fortsat meget store forskelle på stigningerne mellem de største byer og de øvrige storbyer. Det fremgår af tal fra National Bureau of Statistics i Beijing fredag morgen.

Priserne på nye boliger steg i 47 af Kinas 70 største byer i februar, mens der var prisfald i 15 byer, og de resterende otte byer viste uændrede priser i forhold til måneden før.

I december steg priserne i 38 af Kinas 70 største byer, mens der var prisfald i 24 byer, og de resterende otte byer havde uændrede priser i forhold til måneden før ifølge de reviderede data for måneden.

Dermed ser det ud til, at de kinesiske bestræbelser på at rydde op i overfloden af usolgte ejendomme bærer frugt. Investering i fast ejendom er vendt i årets første to måneder efter en to år lang glidebane med et salg, der accelererer 3 pct. sammenlignet med en 1 pct.s stigning i hele 2015.

Værdien af ejendomssalgene i januar og februar steg 43,6 pct. fra et år tidligere, mens ejendomssalget i nogle af de mellemstore byer fordobledes.

Der er dog ikke grund til for stor optimisme.

"Investorer bør ikke forveksle de "rødglødende" salg i de primære byer med det samlede billede, da priserne kun er stabile i de fleste byer, og der stadig er faldende priser i andre", siger analytiker Alan Jin fra Mizuho Securities Asia i Hongkong ifølge Bloomberg News.

Det kinesiske politbureau, der er det øverste besluttende organ i det kommunistiske parti, lovede i december at reducere antallet af usolgte boliger og betegnede det som en af de vigtigste opgaver i 2016.

Bolig-boom'et i Shenzhen, der er den sydlige business-hub tæt på Hongkong, viste ingen tegn på at aftage. Priserne steg 3,5 pct. i forhold til en måned tidligere, hvilket er det største månedlige prishop blandt de 70 byer, og som øger den årlige prisstigningstakt i Shenzhen til hele 57 pct.

Priserne i Shanghai steg 2,4 pct. på månedsbasis og med 21 pct. over det seneste år, mens hovedstaden Beijing havde stigninger på henholdsvis 2,1 pct. og 13 pct.

De kraftige prisstigning i huspriserne i de største byer betegnes af lokale myndigheder som overophedet, og de har ført til drøftelser om måder at køle boligmarkedet på.

Samtidig har centralbanken Peoples Bank of China understreget belåningsrisiciene og advaret mod, at lån fra ejendomsudviklere, ejendomsmæglere og andre såkaldt grå långivere har øget boligkøbernes gearing, hvilket underminerer effektiviteten af ​​den makroøkonomiske politik og øger risikoen for det finansielle system og ejendomsmarkedet.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


BRF-boss spår kundehøst med nye realkreditanbefalinger

USA: Trumps fyring af chefstrateg hjalp aktiekurser på vej

"Lige siden jeg var lille dreng i Christiansfeld har jeg altid været i gang med at skabe og bygge ting op"

Første test: Audi SQ5 cruiser ubesværet med 200 km/t

Støjberg: Du bliver aldrig dansker, hvis du lyver for os

Blomster og lys spredes over hele Ramblaen efter dødeligt angreb

Coloplast: Sårplejemål skrider efter fransk reform

Aktier: ISS og Vestas tog revanche efter for store fald

Verdensetter er klar til Wozniacki efter kort pause